Centralbank tæt på beslutning om kvantitative stramninger

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har siden oktober 2017 løbende nedbragt sine investeringer i amerikanske obligationer - fra et rekordniveau. Afslutning på reduktionen kan dog komme tidligere end ventet.
RITZAU FINANS

Den kvantitative stramning, som bankens reducerede obligationsejerskab udgør, kan dog tidligere end førhen signaleret komme til sin afslutning, og banken er tæt på at træffe en beslutning om det. Måske allerede i marts.

Det skriver Financial Times.

I den senere tid er flere af Federal Reserves topchefer, senest bestyrelsesmedlem Lael Brainard og Patrick Harker, som er chef for afdelingen i Philadelphia, kommet med antydninger om, at reduktionen af balancen vil stoppe allerede i 2019. Og i markedet venter man nu mere nyt fra centralbanken på næste rentemøde i marts.

"Billedet, der viser sig, er af en centralbank, som ønsker at give markedet så meget af en konkret tidsplan som muligt i marts," siger Lou Crandall, cheføkonom hos Wrightson Icap til Financial Times.

I forbindelse med finanskrisen indledte den amerikanske centralbank et historisk opkøb af amerikanske stats- og realkreditobligationer for at holde en hånd under markedet, og balancen toppede i 2015 med en beholdning på omkring 4500 mia. dollar, hvilket var fem gange mere end tiden før finanskrisen.

Nedbragt beholdning siden 2017

Siden oktober 2017 har centralbanken dog valgt ikke at geninvestere alle midlerne, når obligationer i bankens beholdning udløb og blev indfriet, og det har bragt beholdningen ned til omkring 4000 mia. dollar via månedlige reduktioner på maksimalt 50 mia. dollar - for tiden med cirka 40 mia. dollar om måneden.

I slutningen af 2018 blev investorerne, ifølge Financial Times, meget kritiske over for planerne, som mange påpegede skadede aktiemarkedets udvikling ved at tage likviditet ud af de finansielle markeder på et tidspunkt, hvor banken også havde hævet renten igen og igen siden december 2015, og hvor økonomien viste tegn på opbremsning.

Til en start var det en tonedøv amerikansk centralbank, som ikke kunne høre markedets beklagelser, og da formanden for Federal Reserve, Jerome Powell, i forbindelse med rentemødet den 19. december slog fast, at reduktionerne var på "autopilot", skabte det stor uro på markederne med aktieudsalg til følge.

Bagsiden af medaljen ved den store balance hos den amerikanske centralbank er, at der er langt flere rede penge i omløb, ligesom banken har beholdt en markant større reserve af indskud fra kommercielle banker, for tiden på 1600 mia. dollar, hvilket er 40 pct. under toppen, men langt over niveauet fra før finanskrisen.

Ser gerne afslutning i løbet af i år

Patrick Harker, chef for Federal Reserve i Philadelphia, pegede i januar på, at reserven bør være på 1000 til 1300 mia. dollar for at forhindre for høj volatilitet i pengemarkedet, ligesom der skulle være en ekstra buffer til at håndtere udsvingende i udbud og efterspørgsel.

Lael Brainard, bestyrelsesmedlem i Fed, supplerede i sidste uge over for tv-stationen CNBC med, at hun ønskede en komfortabel buffer, og at normalisering af balancen vil komme til en afslutning i løbet af i år.

Markedet fokuserer ikke kun på, hvornår reduktionen af balancen er tilendebragt eller med hvor meget, den reduceres. Investorerne har også fokus på, hvordan sammensætningen af den tilbageværende portefølje ser ud.

Her peges der ifølge Financial Times på, at Federal Reserve vil sælge særligt ud af realkreditobligationer, hvilket på sigt igen vil gøre banken til nettokøber af amerikanske statsobligationer. Federal Reserve ventes også at vægte kortere statsobligationer over lange, hvilket vil sende renten i den lange ende opad og gøre det dyrere for virksomheder med lange gældsforpligtelser.

Meningen med den bevægelse i porteføljen skulle være, at centralbanke så holder krudtet tørt og kan træde ind og købe lange obligationer op og igen bringe renten ned, såfremt den amerikanske økonomi på et senere tidspunkt skulle gå i recession.

At sammensætte en portefølje med kortere løbetid kan dog sende et signal til markedet om, at Federal Reserve er mere høgeagtig.

"Taget fokus på en potentiel recession i betragtning kan det være et af de pengepolitiske håndtag, der kunne blive trukket i for at signalere en mere lempelig pengepolitisk position," siger Jon Hill, analytiker hos BMO Capital, til avisen.

Nyt normaliseret stadie

Da reduktionen af balancen blev indledt i oktober 2017, estimerede banken, at porteføljen skulle nedbringes til mellem 1500 og 3000 mia. dollar henover en periode på op til fem år, ifølge The Wall Street Journal, og i november 2017 sagde centralbankens formand, Jerome Powell, i forbindelse med en tiltrædelseshøring i Senatet i USA, at balancen ville være på et nyt normalstadie inden for tre til fire år.

Reduktionen i balancen, eller kvantitative stramninger, kan sammenlignes med renteforhøjelser. To amerikanske centralbankøkonomer har i et studie påpeget, at reduktion af stimuli på 200 mia. dollar har samme opbremsende effekt på økonomien som en renteforhøjelse på 25 basispoint.

Regner man det sammen i det perspektiv, så er det ensbetydende med, at reduktionerne i 2018 udgjorde stramninger svarende til yderligere to forhøjelser mere end de fire reelle renteforhøjelser, som Federal Reserve foretog.

Parat til at løsne grebet

Planerne for 2019 indikerede tidligere en reduktion af balancen med yderligere 600 mia. dollar - eller tre "renteforhøjelser" af bagvejen.

I forbindelse med rentemødet i januar i Federal Reserve indikerede banken, opblødende i forhold til Jerome Powells melding i december, at den er parat til løsne grebet om sin plan om at reducere sin balance og dermed tage penge ud af finansmarkederne.

"Komiteen er parat til at justere enhver af detaljerne for at gennemføre en normalisering af balancen i lyset af økonomiske og finansielle udviklinger," skrev centralbanken den 31. januar.

"Ydermere ville komiteen være parat til at benytte alle dens værktøjer, inklusiv at ændre på størrelsen og sammensætningen af dens balance, hvis fremtidige økonomiske forhold skulle retfærdiggøre en mere lempelig pengepolitik, end hvad kan opnås udelukkende ved at sænke fed funds rate."

Fed-chef vil vente og se 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også