Professor: Labour-medlemmers farvel kan skabe nyt parti
En helt ny politisk situation i Storbritannien kan være undervejs.
Det mener Ole Helmersen, professor ved CBS med stor indsigt i britisk politik, efter at syv parlamentsmedlemmer mandag meldte ud, at de forlader Labour-partiet i protest.
"Der har i længere tid været rygter om, at en del midtersøgende parlamentsmedlemmer også fra det konservative parti ville være interesserede i at bryde ud."
"Og mange valganalyser viser faktisk, at der er en stor efterspørgsel blandt britiske vælgere efter et midterparti," siger han.
Efterspørgslen efter et alternativ kan ifølge Ole Helmersen resultere i, at konservative og medlemmer af Labour forenes i et nyt midterparti.
Labour og De Konservative har nemlig trukket længere og længere ud på fløjene i britisk politik over de seneste år.
"Midten har på en måde været væk i britisk politik. Så det bliver interessant at se, om flere midtersøgende medlemmer af parlamentet fra Labour og De Konservative, vil følge trop (bryde ud af deres partier, red.)," siger Ole Helmersen.
De syv medlemmer beskriver sig selv som uafhængige, hvorfor de på nuværende tidspunkt ikke nødvendigvis vil stemme det samme. I forhold til det helt store spørgsmål i britisk politik er de dog enige.
"De er klart remainere (ønsker at blive i EU, red.). Og de tilhører samtidig den del af Labour, der går ind for, at der skal være en ny folkeafstemning om Theresa Mays brexitaftale. Det er nok deres primære interesse i det her," siger Ole Helmersen.