Midlertidig ATP-topchef fremhæver to krav til kommende direktør i Danske Bank

En forståelse for både politisk og kommerciel tænkning er de to krav til kvalifikationer en kommende direktør for Danske Bank skal besidde, lyder det fra Bo Foged, konstitueret direktør i ATP. Det skriver Børsen.
"Det er vigtigt, at det er en, der både har politisk og kommerciel tæft. Det synes jeg, at det seneste år har lært os, når man driver så stor en bank," siger Bo Foged, der står i spidsen for selskabet, indtil en afløser for Christian Hyldahl er fundet, til Børsen.
Han understreger, at han er "fuldstændig tryg" ved bestyrelsens jagt på en permanent afløser til topposten i Danske Bank, efter Thomas Borgen trak sig for godt fire måneder siden, og at den har blik for, hvad der er behov for i banken, skriver Børsen.
Udtalelsen kommer i forbindelse med aflæggelsen af årsregnskabet for pensionsselskabet, der i 2018 for første gang siden finanskrisen har tabt penge på sin investeringsportefølje - blandt andet på grund af, at aktiekursen i Danske Bank faldt med 34 pct. i sidste halvår.
Ejendomme dæmper ATP's milliardtab