FinansWatch

Radikale skyder på S: Pensionsudspil skabt til valgkamp, ikke virkelighed

Socialdemokratisk udspil om pension er i strid med velfærdsforlig og kan skade dansk økonomi, siger De Radikales leder.

Morten Østergaard, partileder for de Radikale | Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Socialdemokratiets forslag om, at skraldemanden skal kunne gå tidligere på folkepension end akademikeren strider mod de indgåede forlig, som sikrer holdbarheden i dansk økonomi gennem stigende pensionsalder.

Så klar er meldingen fra Radikale Venstres politiske leder, Morten Østergaard, efter Dansk Folkeparti tirsdag tilsluttede sig det socialdemokratiske pensionsudspil.

"Jeg er enig med Kristian Thulesen Dahl i én ting: Det er svært at se, at man kan indføre differentieret pensionsalder uden at ændre på velfærdsforliget. Hvis man vil ændre grundlæggende på pensionssystemet, så kolliderer man med indgåede forlig," siger den radikale leder.

Velfærdsforliget blev vedtaget i 2006 med opbakning fra regeringspartierne, Radikale, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Det indebærer blandt andet, at pensionsalderen skal følge den stigende levealder. De næste år hæves folkepensionsalderen fra 65 år til 67 år, og den 18-årige, der starter på job i dag, kan først få folkepension som 75-årig.

"Jeg noterer mig, at Socialdemokratiet ikke vil opsige velfærdsforliget, mens Thulesen Dahl er klar til det. Det viser, at det mere er et spil om magten mellem nogle partier, der godt kan lide at virke som om de er allierede, men som nok mere kæmper om nogle vælgergrupper," siger Morten Østergaard.

Skal ikke afhænge af anciennitet

Morten Østergaard er modstander af, at folkepensionsalderen skal afhænge af anciennitet på arbejdsmarkedet. Han kalder S-udspillet "luftigt" og ”lavet til valgkamp, ikke virkelighed”.

Særligt omkostningerne ved en differentieret pensionsalder er uklare, fordi Socialdemokraterne ikke har udpenslet, hvor mange år, man skal have været på arbejdsmarkedet for at kunne gøre brug af rettigheden til folkepension.

"Det er umuligt at gennemskue om pengene passer. Min advarsel til Mette Frederiksen er: Pas på med at skabe falske forventninger, som I ikke kan levere på, fordi løfterne er så guldrandede," advarer Morten Østergaard (R).

Socialdemokratiet har årligt sat tre mia. kr. af til udspillet. Og det beløb matcher næppe de forventninger, som partiet skaber hos rengøringsassistenter, smede og pædagoger, mener Morten Østergaard:

"Lakmusprøven bliver om S-udspillet er til valgkamp eller til virkelighed. Hvis det er til virkelighed, må man være konkret og have fokus på de nedslidte – er det til valgkamp, risikerer de at komme i en situation, de har haft dårlige erfaringer med før," siger den radikale leder med hentydning til beskyldningerne om løftebrud, som plagede den tidligere socialdemokratiske ledelse under Helle Thorning-Schmidt.

Hos Socialdemokraterne ærgrer Mattias Tesfaye sig over den radikale kritik. Han mener ikke, at udspillet om differentieret pensionsalder er i strid med velfærdsforliget. Faktisk tværtimod.

"Forliget blev indgået for at skaffe penge til fremtidens velfærd. At give det mindretal, som har haft et langt og hårdt arbejdsliv lidt bedre muligheder for en værdig tilbagetrækning, er netop velfærd."

Radikale klar med bud

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil i nær fremtid indkalde partierne bag velfærdsforliget til forhandlinger om nedslidning og pension. Og de radikale er klar med deres bud: En ny seniorpension målrettet nedslidte.

"Hvis vi skal løse problemerne for de nedslidte, kan det lade sig gøre med en relativt begrænset økonomi, hvis man målrettet hjælper dem, der har mistet arbejdsevnen varigt. Det vil vi gerne være med til både før og efter et valg," siger Morten Østergaard.

Partiets vil afskaffe den seniorførtidspension, som kun ganske få har benyttet. I stedet skal der indføres en ny seniorpension, som nedslidte kan søge, hvis de har fem år eller mindre til folkepensionsalderen og kan dokumentere et "betydeligt og varigt" tab af arbejdsevne i forhold til deres nuværende job.

Det er en lempelse i forhold til seniorførtidspensionen, fordi du ikke skal vurderes udfra om du kan bestride andre job end det du har i dag, understreger den radikale leder.

"Så hvis socialrådgiveren har været udsat for noget grimt, der gør at hun er blevet ramt af angst i en grad, hvor hun varigt har mistet evnen til at passe det arbejde, så skal vi ikke til at finde ud af om hun i stedet kan være pædagogmedhjælper, hvis hun altså er tæt på folkepensionen.!

Han understreger, at partiet ikke tror på "one size fits all"-løsninger. Derfor skal seniorer, der er nedslidte, men alligevel gerne vil blive på arbejdsmarkedet, også have adgang til at blive visiteret til fleksjobordningen eller komme i ressourceforløb.

Denne artikel er videredistribueret af Ritzau på vegne af Avisen.dk.

V-bagland bakker op om lavere pensionsalder

Venstrefløjen presser på for hurtig aftale om pension 

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs