USA's centralbank overvejer tidligt stop for kvantitative stramninger
Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, overvejer at indstille sine balancereduktioner før end ellers planlagt og i sidste ende beholde flere amerikanske stats- og realkreditobligationer, end man besluttede sig til, da man indledte reduktionen i bankens balance for to år siden.
Det skriver The Wall Street Journal fredag.
USA's centralbanks gennemførte en enorm kvantitativ lempelse ved at købe op i amerikanske stats- og realkreditobligationer i kølvandet af finanskrisen, men for to år siden indledte banken en reduktion af balancen ved ikke at geninvestere, når obligationerne ved endt løbetid bliver indfriet.
Ifølge avisen diskuterer bankens chefer stadig detaljerne, men emnet ventes at få en central rolle på næste uges rentemøde i Federal Reserve, hvor banken derimod ikke ventes at flytte renten.
Centralbankens chefer har også i forskellige interviews indikeret en mulig opblødning.
"Det er blevet løftet en masse tungt. Vi venter på, at komiteen er tilfreds med, at den har nået en tilstrækkelig forståelse af, hvad alle brikkerne betyder," sagde Esther George, chef for centralbankens distrikt i Kansas City, i sidste uge, ifølge avisen.
Emnet nyder stor opmærksomhed blandt investorerne. I december, da centralbanken som ventet hævede sin toneangivende rente, slog formand Jerome Powell på et efterfølgende pressemøde fast, at økonomien ikke ville "mærke" markedsuroen, og at en reduktionen i balancen var på "autopilot". Det udløste kraftige kursfald for aktierne op til juleaften.
Det har sidenhen tvunget Federal Reserves chefer med formand Powell og næstformand Richard Clarida i spidsen til i flere taler og interviews at understrege fleksibilitet i bankens tilgang til penge- og rentepolitikken.
Reduktionen i balancen, eller kvantitative stramninger, kan sammenlignes med renteforhøjelser. To amerikanske centralbankøkonomer har i et studie påpeget, at reduktion af stimuli på 200 mia. dollar har samme opbremsende effekt på økonomien som en renteforhøjelse på 25 basispoint.
Regner man det sammen i det perspektiv, så er det ensbetydende med, at reduktionerne i 2018 udgjorde stramninger svarende til yderligere to forhøjelser mere end de fire reelle renteforhøjelser, som Federal Reserve foretog. Planerne for 2019 indikerer samtidig en reduktion af balancen med 600 mia. dollar - eller tre "renteforhøjelser" af bagvejen.
Reduktionen i balancen blev indledt i oktober 2017, da Federal Reserve ejede omkring 4500 mia. dollar i obligationer. Dengang estimerede banken, at porteføljen skulle nedbringes til mellem 1500 og 3000 mia. dollar henover en periode på op til fem år, skriver The Wall Street Journal. I november 2017 sagde Jerome Powell dog i forbindelse med en høring i Senatet i USA, at balancen ville være på et nyt normalstadig inden for tre til fire år.