FinansWatch

Bagmandspolitiet vil have Nordea dømt i retten

Ifølge Jyllands-Postens oplysninger har bagmandspolitiet skiftet spor i en stor hvidvasksag mod Nordea.

Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

Bagmandspolitiets efterforskning af en stor hvidvasksag i den danske del af storbanken Nordea har taget en ny drejning.

Anklagemyndigheden er længe gået efter, at Nordea skal have en stor bøde, men Jyllands-Posten erfarer, at bagmandspolitiet har skiftet holdning og nu sigter mod at få Nordea i retten. Banken er ifølge avisens oplysninger ellers villig til at erkende sig skyldig i at have overtrådt hvidvaskloven og betale en bøde for at lukke sagen.

Hvis det ender med en offentlig retssag, betyder det, at Nordeas snavsede vasketøj hænges til skue. Men en åben retsproces kan også give ridser i lakken hos bagmandspolitiet. Jyllands-Posten erfarer således, at Nordea har indberettet flere af de mistænkelige hvidvaskforhold, som sagen handler om, til bagmandspolitiet.

Kan bruges i andre sager

Selv om begge parter kan blive plettet af en offentlig retssag, kan det ifølge en strafferetsekspert give god mening for myndighederne at vælge den løsning.

"Et godt gæt er, at bagmandspolitiet ønsker at få domstolenes godkendelse af, hvordan bøden skal opgøres, så Nordea får den rigtige bøde," siger strafferetsekspert Henning Fuglsang Sørensen fra Syddansk Universitet.

Han peger på, at en dommers opgørelse af bøden kan bruges i andre hvidvasksager. Eksempelvis er bagmandspolitiet i gang med at efterforske Danske Bank, som tilsyneladende har faciliteret hvidvask i massivt omfang i sin estiske filial.

Bagmandspolitiet har efterforsket Nordeas hvidvasksag siden 2016 og har ifølge Jyllands-Postens oplysninger længe lagt op til, at storbanken skal straffes for fire forhold.

Godt samarbejde

Partshøringen af Nordea har afsløret et forskelligt syn på mindre dele af sagskomplekset, men uenigheden har ifølge avisens oplysninger ikke stukket dybere, end at Nordea har været villig til at lægge sig fladt ned for at få sagen ud af verden.

Nordea ønsker ikke at udtale sig om sagens substans, men bankens presseafdeling har sendt en skriftlig kommentar.

"Vi har et godt samarbejde og en god dialog med SØIK (bagmandspolitiet, red.) om sagen, der har verseret siden 2016. Vi kan ikke kommentere på de løbende undersøgelser eller specifikke elementer i den forbindelse," skriver banken

Bagmandspolitiet ønsker ikke at kommentere sagen.

Denne artikel er videredistribueret af Ritzau på vegne af Jyllands-Posten.

Bankkunde smidt ud efter mistanke om hvidvask

Sass træder ud af Nationalbankens bestyrelse 

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs