FinansWatch

Fiserv køber konkurrenten First Data og skaber betalingsgigant

Konsolideringerne fortsætter i USA, hvor Fiserv onsdag har annonceret overtagelsen af konkurrenten First Data for den nette sum af 22 mia. dollar - eller godt 144 mia. kr.

Foto: Jens Dresling/Ritzau/Arkiv

De to selskaber er begge store aktører inden for finansielle services og platforme til at gennemføre betalinger og betalingsprocesser, og med en sammenlægning bliver selskabet verdens største.

Overtagelsen vil ske med betaling af aktier i Fiserv, således at investorerne modtager 0,303 aktier i Fiserv per aktie i First Data.

Fiserv venter, at kombinationen med First Data vil medføre besparelser i omkostningerne på 900 mio. dollar, mens der på salgssiden kan ventes en gevinst på 500 mio. dollar. Altså 1,4 mia. dollar i samlede synergier.

"Gennem denne transformerende kombination forventer vi at redefinere måden, hvorpå folk og organisationer flytter penge og informationer," udtaler Jeffrey Yabuki, topchef i Fiserv, i en meddelelse.

Med i overtagelsen får Fiserv en gæld på 18 mia. dollar, men selskabet har allerede sikret sig et bridgelån på 16 mia. dollar fra JPMorgan til at refinansiere First Datas obligationsgæld, uden at Fiserv venter at få sænket sin investment grade-kreditvurdering.

Aktien i Fiserv bliver dog ikke belønnet for nyheden, da den falder med 4,8 pct. Analytikerne er dog klar med rosende ord over for overtagelsen, skriver Bloomberg News. Hos finanshuset Guggenheim fremhæves overtagelsen som meget komplimenterende og overbevisende, mens Cowen mener, at købet er fornuftigt. Piperjaffray peger på, at kombinationen af de to selskaber bliver meget konkurrencedygtig.

First Datas aktie stiger derimod 20 pct. på nyheden.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs