Fondsbørsen i København mistede store danske selskaber i 2018
Nasdaq Nordic, der er fondsbørsen i Stockholm, København og Helsinki samt de baltiske lande, fik i år 83 nye selskaber ind i folden.
Størstedelen af selskaberne blev noteret på den lille børs First North, der åbnede i 2005. Her blev 50 nye selskaber noteret i 2018.
Det er især den svenske afdeling af Nasdaq, der har tiltrukket selskaber, der ville børsnoteres. 23 af de 33 selskaber, der kom ind på hovedbørsen, var i Sverige, mens 33 af de 50 selskaber, der blev noteret på First North, ligeledes fandt sted i Stockholm.
"Nasdaq Nordic har fastholdt sin position som et af de mest aktive IPO-markeder i Europa i 2018," siger Adam Kostyál, der er chef for European Listings hos Nasdaq, i en pressemeddelelse.
På børsen i København blev Netcompany og Den Jyske Sparekasse nye medlemmer i år, men 2018 ligeledes blev et år, hvor et par af de store koncerner valgte at sige farvel og tak.
Betalingskortselskabet Nets blev købt af Evergood, som indirekte kontrolleres af en række Hellman & Friedman-fonde. Derfor sagde Nets i februar farvel og tak efter halvandet år på børsen.
Også telekoncernen TDC sagde farvel - i juni - da tre danske pensionskasser, ATP, PFA og PKA samt den australske investeringsbank Macquarie købte selskabet.
Nordjyske Bank opsagde også sit medlemskab - dog for at blive fusioneret ind i Ringkjøbing Landbobank, hvilket skete i sommer.