FinansWatch

Efter tung periode: Wall Street har bedste dag i ni år

De store amerikanske aktieindeks steg fem-seks procent onsdag. Det er den bedste dag siden marts 2009.

Foto: /Ritzau Scanpix/AP/Richard Drew

Efter fire tunge dage med store kursfald havde det amerikanske aktiemarked onsdag den bedste dag i ni år.

Det brede S&P 500-indeks og Dow Jones-indekset steg med omkring fem procent, mens Nasdaq, der blandt andet indeholder techgiganter som Google og Facebook, steg næsten seks procent.

En bedre dag på børsen er ikke set siden 2009.

Den gode stemning fortsætter i Asien. Nikkei-indekset i Tokyo ligger midt på torsdagen japansk tid til en fremgang på næsten 3,5 procent.

Investorerne har den seneste periode været nervøse for udsigten til en økonomisk opbremsning.

De fandt onsdag en smule ro i, at det amerikanske julesalg var bedre end ventet.

Salget op til jul steg ifølge Mastercard med 5,1 procent sammenlignet med sidste år til 850 milliarder dollar. Det var det bedste salg i seks år.

Den markante stigning i onsdagens marked skal ifølge iagttagere dog især ses i lyset af en tung periode for aktiekurserne.

"Det kommer på bagkant af et oversolgt marked, og det var tilsyneladende passende med et comeback," siger markedsstrateg Matt Miskin fra John Hancock Investments til AFP.

Andre påpeger, at markedet blev drevet op af en smule mere sikkerhed for, at USA's præsident, Donald Trump, ikke er på vej til at udskifte chefen for landets centralbank.

Præsidenten har flere gang luftet sin utilfredshed med Jerome Powell, der har været chef for banken siden februar.

Trump har været sur over, at centralbanken har hævet renten adskillige gange.

Så sent som mandag blev uenigheden udtrykt på præsidentens Twitter-konto.

Det gav rystelser i markedet, der frygtede, at Det Hvide Hus ville blande sig i beslutningerne hos den ellers politisk uafhængige centralbank.

En økonomisk rådgiver i Det Hvide Hus udtalte onsdag til Wall Street Journal, at Jerome Powell ikke er i risikozonen for at blive fyret

Trods onsdagens markante stigning ser december ud til at blive den værste julemåned for aktiekurserne siden 1931, hvor USA's økonomi var i en alvorlig krise.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs