FinansWatch

Skattestyrelsen stævner udenlandsk pensionskasse for 900 millioner

Ifølge DR har canadisk pensionskasse har fået udbetalt uberettiget refusion af udbytteskat i 2011-2014 (opdateret).

Foto: /Ritzau Scanpix/Sarah Christine Nørgaard

Opdateret med flere citater fra citater fra Kenneth Joensen og detaljer om pensionskassen i afsnit 10-11 og 15-16. Information om Finanstilsynets undersøgelse af bankordningen i de to sidste afsnit.

Opdateret igen med navn på pensionskasse.

Skattestyrelsen stævner en udenlandsk pensionskasse for 900 millioner kroner. 

Pensionskassen har fået udbetalt pengene som refusion af udbytteskat i 2011-2014. 

Det fortæller Kenneth Joensen, der er selskabsskattedirektør i Skattestyrelsen. 

"Vi har igennem nogen tid haft en undersøgelse i gang, og vi er nået frem til, at den udenlandske pensionskasse ikke er og ikke var berettiget til at få udbetalt refusionen på 900 millioner kroner."

"Vi har derfor krævet at få pengene tilbage. Det er ikke sket, og derfor er det naturlige næste skridt at indgive et søgsmål," siger Kenneth Joensen, der ikke vil nævne navnet på pensionskassen. 

Ifølge Politiken er der tale om den canadiske pensionskasse Health Care of Ontario Pension Plan (HOOPP), der har 339.000 sundhedsansatte som medlemmer.

Udenlandske aktionærer har i nogle tilfælde mulighed for at få tilbagebetalt den skat, som man skal betale af udbytte på aktier. 

Men Skattestyrelsen mener altså ikke, at det er tilfældet i den her sag. Kenneth Joensen slår dog fast, at der ikke umiddelbart er tale om svindel. 

"Vi er uenige med pensionskassen, om den var ejer af de aktier, som den har fået refunderet udbytteskat på. I den her sag er der - i modsætning til en række andre sager - tale om reelle aktier." 

"Samtidig er det en stor udenlandsk pensionskasse med flere hundrede milliarder i balancesum. Så der er realiteter bag det, vi ser."

"Vi er bare ikke enige om, hvordan man retligt skal vurdere det, der er foregået," siger Kenneth Joensen. 

HOOPP har ifølge sin årsrapport for 2017 mere end 500 milliarder kroner under forvaltning. 

Pensionskassen fik refunderet pengene via den nu lukkede bankordning. 

Det var en ordning, hvor Danske Bank, Nordea og SEB, kunne få refunderet udbytteskat på vegne af udenlandske kunder. 

Den blev lukket i 2015, men efterfølgende har Skattestyrelsen vurderet, at der var udbetalt et uberettiget beløb. 

I 2016 forsøgte pensionskassen at få 1,3 milliarder kroner refunderet, men de penge er ikke blevet udbetalt. 

Kenneth Joensen fortæller, at sagen godt kan trække ud, men han erklærer sig positiv om at få pengene tilbage.

"Jeg vurderer chancerne til at være gode. Det er derfor, at vi har anlagt en sag," siger han. 

Skattestyrelsens vurdering er, at selve bankordningen ikke er blevet brugt til svindel. 

Men i november besluttede skatteminister Karsten Lauritzen (V) at få Finanstilsynet til at hjælpe med en dybere undersøgelse. Den er i øjeblikket i gang.

/ritzau/

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs