Den amerikanske centralbank hæver renten

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har onsdag aften hævet sin toneangivende rente, fed funds rate, med 25 basispoint eller 0,25 pct.point til intervallet mellem 2,25 til 2,50 pct.
Det fremgår af bankens rentemeddelelse i kølvandet af et todages rentemøde tirsdag og onsdag.
Det var på forhånd ventet, at banken ville hæve renten til det niveau. I en rundspørge foretaget af Bloomberg News til 92 økonomer havde alle 92 svaret, at de forventede en renteforhøjelse på 0,25 pct.point.
Handelen med fed funds futuren indikerer forud også en sandsynlighed på godt 69 pct. for en renteforhøjelse, ligesom centralbanken selv i forbindelse med sin forrige renteforhøjelse i september havde indikeret endnu et renteløft på mødet her i december.
I Federal Reserves rentemeddelelse betegnes atter en gang både den økonomiske vækst og jobskabelsen som ”stærk”, mens inflationen vurderes at være ”nær” bankens om mål om symmetriske 2,00 pct. om året, og arbejdsløsheden fortsat er lav. Centralbanken konstaterer igen, at husholdningernes forbrug vokser kraftigt, mens erhvervslivets investeringer har modereret sig fra dens høje hast tidligere i år.
Med onsdagens renteforhøjelse har Federal Reserve hævet sin toneangivende rente fire gange i 2018 – i marts, juni, september og nu december. I alle fire tilfælde har løftet været på 25 basispoint, således at der er lagt 1,00 pct.point til renten siden årets start.
Det er fjerde gang, at renten hæves under den nuværende formand, Jerome Powells, ledelse. Han tiltrådte posten i februar i år, da han afløste Janet Yellen. Det er samtidig den syvende renteforhøjelse fra centralbankens side i perioden med Donald Trump som præsident. Han tiltrådte embedet i januar 2017.
Onsdagens renteforhøjelser er desuden den niende af slagsen, siden Federal Reserve indledte den nuværende stramningscyklus i december 2015.