Tusk indkalder til ekstra EU-topmøde om brexit

EU-præsident Donald Tusk indkalder til topmøde søndag den 25. november klokken 9.30 for at godkende den aftale, der er faldet på plads med Storbritannien om at forlade EU.
Det meddeler Tusk torsdag i Bruxelles.
Han fik torsdag morgen overrakt det omfattende udkast til brexitaftalen af EU's chefforhandler, Michel Barnier.
Tusk roser Barnier for at have "opnået de to vigtigste mål", som ifølge ham er at begrænse skaden af skilsmissen og sikre de resterende 27 medlemslandes interesser.
Begge sider skal nu gennemgå aftaleteksten.
Det lykkedes onsdag den britiske premierminister, Theresa May, at få opbakning i sin regering til det udkast, som forhandlere fra EU og Storbritannien er blevet enige om.
Den næste store udfordring for May bliver at få aftaleudkastet godkendt i det britiske parlament.
"Vores arbejde er ikke færdigt," siger Michel Barnier torsdag morgen.
"Vi har stadig lang, lang vej forude på begge sider."
Det arbejde, der nu skal gøres, omfatter blandt andet at nå til enighed om en erklæring om, hvilket forhold EU og Storbritannien vil stræbe efter at opnå efter den 29. marts, hvor briterne efter planen udtræder af EU.
Aftale mellem EU og Storbritannien lukker for nem adgang for finansvirksomheder