Svenske kroner trykkes efter afdæmpet prisrapport

Den svenske krone viger onsdag over for blandt andet den danske krone, efter at inflationstal har afsløret en afdæmpet prisstigning i oktober.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
RITZAU FINANS

De svenske forbrugerpriser steg med 2,4 pct. på årsbasis, mens økonomer havde ventet en stigningstakt på 2,6 pct. ifølge Bloomberg News.

"Det har ligget i kortene, at der skulle komme en renteforhøjelse fra Riksbanken enten til december eller til februar, og med lavere inflation i oktober, er det lidt mindre sandsynligt med en forhøjelse i december," siger valutastrateg i Nordea, Niels Christensen.

Han peger dog på, at renteforhøjelsen stadig kan komme allerede i næste måned. Blandt andet offentliggøres inflationstal for november inden decembermødet i Riksbanken, og de tal kan nemt igen rykke ved forventningerne i markedet.

Onsdag eftermiddag er den svenske krone dog under pres ved udsigten til, at en renteforhøjelse muligvis trækker ud.

En svensk krone koster ved 13.30-tiden 0,7265 kr. mod 0,7294 kort inden inflationsrapporten og 0,7300 kr. tirsdag ved 17-tiden.

Fokus i valutamarkedet er desuden rettet mod det britiske pund, efter Storbritannien og EU tirsdag nåede til enighed om en skilsmisseaftale på teknisk niveau.

Onsdag skal Storbritanniens premierminister, Theresa May, orientere sine ministre om aftalen, som finansmarkederne endnu ikke kender indholdet af.

Euro koster ved 13.30-tiden 0,8710 pund mod 0,8679 pund tirsdag eftermiddag.

"Markedet venter på en løftet tommelfinger fra regeringen, og så bliver den næste og den største hurdle at få et flertal for aftalen i det britiske parlament," siger Niels Christensen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også