Løkke afviser S-ønske om at splitte Finanstilsynet op

Det kommer ikke på tale at splitte Finanstilsynet op i to dele efter den seneste tids sager om omfattende svindel i finanssektoren.
Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tirsdag under Folketingets spørgetime, efter at Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, foreslog dette.
"Forslaget om at dele Finanstilsynet op var allerede på banen sidst, jeg var statsminister. Men den efterfølgende regering – den regering, som Mette Frederiksen selv var en del af, forkastede forslaget."
"Det er et forslag, som har været nærstuderet. Og det blev forkastet af en SF-minister (daværende erhvervs- og vækstminister Ole Sohn, red.)," siger Lars Løkke Rasmussen.
Han siger, at skandalerne skal være ordentligt oplyst, før der træffes politisk beslutninger om eksempelvis at ændre på Finanstilsynet.
Mette Frederiksen efterlyste for nylig lederskab fra statsministeren efter de mange sager om hvidvask i Danske Bank, snyd med udbytteskat og svindel i Socialstyrelsen.
Hun gentog spørgsmålene under tirsdagens spørgetime.
"Vi ser skandalen i Socialstyrelsen, hvidvask i bankerne, milliardsvindel med udbytteskat."
"Vores samfundskontrakt er truet. Der er ikke noget at sige til, at mange danskere spørger sig selv, hvordan andre kan slippe af sted med ikke at betale den skat, de skal, når man selv gør. Tilliden har lidt skade," siger Mette Frederiksen.
/ritzau/
S mangler flertal for offentlige repræsentanter i finansbestyrelser