Dansk universitet ansætter dømt finanskrise-svindler

Dømt for svindel under USA's finanskrise skal nu undervise studerende på Copenhagen Business School.
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
AF RITZAU FINANS

En tidligere børsmægler, der ifølge flere medier er dømt for svindel, er blevet ansat på Copenhagen Business School (CBS). Her skal han undervise studerende i finans og økonomi.

Det skriver Radio24syv.

Den tidligere børsmægler er franskmand, hedder Fabrice Tourre og arbejdede i Goldman Sachs fra 2001 til 2010.

Ifølge flere internationale medier som The Guardian og Wall Street Journal er han dømt skyldig i svindel under USA's finanskrise.

For nylig gik CBS ud og tog afstand fra Danske Banks topledelse, fordi de ikke var et godt forbillede for de studerende. Alligevel vil universitetet have en central aktør fra finanskrisen til at undervise deres studerende.

CBS medgiver, at deres nye adjunkt er dømt for uetisk adfærd i forbindelse med handler under finanskrisen og svarer i en skriftlig kommentar, at de tager afstand fra den tidligere børsmæglers uetiske adfærd under finanskrisen.

Universitetet tilføjer, at de alligevel har ansat Fabrice Tourre, fordi han har en "enestående forskningsmæssig kompetence", og fordi CBS ikke mener, at "forkert adfærd bør betyde livslang udelukkelse fra forskning og undervisning."

Ansættelsen vækker kritik fra Socialdemokratiet og Enhedslisten. Enhedslistens uddannelsesordfører, Rosa Lund, siger:

"Han er jo en af mændene bag den største finanskrise i nyere tid, og derfor synes jeg, det er meget underligt, at han skal undervise studerende, som skal arbejde i finanssektoren," siger Rosa Lund til Radio24syv.

Ifølge Wall Street Journal blev Fabrice Tourre i 2013 fundet skyldig i under finanskrisen at bedrage investorer ved at få dem til at investere i obligationer bundet i de risikofyldte boliglån kaldet subprime lån.

Han blev dømt til at betale cirka 825.000 dollar - hvilket svarer til omkring 5,3 millioner kroner.

 

/ritzau/FINANS

Symbol på finanskrisen idømt millionbøde 

CBS lukker ned for nye samarbejder med Danske Bank

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også