Kontinuerlige klø sender Danske Bank-aktien i fireårigt lavpunkt
Den store sag om potentiel hvidvask for et firecifret milliardbeløb i Estland lægger et tungt pres oven på Danske Banks aktie i et generelt surt marked.
Mandag eftermiddag er Danske Bank-aktien faldet op med 3,36 procent til 143,7 kr. Det er det laveste niveau siden oktober 2014.
"Mandagens fald tilskriver jeg det generelle marked, der falder over en bred kam," siger Danske Bank-analytiker hos Sydbank Mikkel Emil Jensen.
Samtidig har Danske Bank, i lyset af flere påbud om polstring mod eventuelle bøder, måtte stoppe sit aktietilbagekøbsprogram, der har haft givet aktien støtte.
Fra februar har Danske Bank købt egne aktier for markante 6,9 milliarder kroner, men det opkøb stoppede altså sidste uge.
Det er femte dag med fald i træk og fortsættelsen af et tungt fald siden Berlingske Business i foråret 2017 begyndte at bringe de første historier om den manglende kontrol af pengestrømme gennem bankens estiske afdeling.
Siden Danske Bank fremlagde sin interne rapport om det massive svigt i Estland 19. september, er bankens aktier faldet med over 17,5 procent. Det har gjort banken mere end 27 milliarder kroner mindre værd.
I år er aktierne i Danske Bank faldet med mere end 40 procent. Det er et fald i aktionærernes værdi på 86 milliarder kroner.
Presset på aktien kommer hovedsageligt på grund af udsigten til potentielle store bøder for den komplet manglende kontrol og potentielle direkte ulovligheder i den estiske afdeling.
De amerikanske myndigheder - der er kendt for ikke at være blege for at udstikke milliardbøder - er gået ind i sagen. Det samme er de britiske myndigheder.
I Danmark har Finanstilsynet genåbnet sin undersøgelse af Danske Bank og også Bagmandspolitiet efterforsker banken.
/ritzau/
Kontinuerlige klø sender Danske Bank-aktien i fireårigt lavpunkt
Danske Banks aktietilbagekøbsprogram stopper ved 6,9 mia. kr.