FinansWatch

Ny måling: Her er bankerne med det bedste image

Kæledæggen i den danske banksektor, når det kommer til priser, vinder for tredje år i træk FinansWatchs imagemåling blandt de 30 største banker. "Vi labber de her målinger i os," siger direktør og peger på tre årsager til sejren.

Martin Baltser Foto: PR

For tredje år i træk vinder Middelfart Sparekasse FinansWatchs bankimagemåling, der er foretaget af analysehuset Wilke blandt de 30 største banker målt på udlån.

"Det er jeg rigtig glad for at høre. Det betyder meget for os, at vi ligger nummer ét blandt rigtig mange gode konkurrenter," siger Martin Baltser, adm. direktør for Middelfart Sparekasse, da FinansWatch fanger ham over telefonen.

Et bredt udsnit af danskerne er blevet spurgt, hvad deres overordnede opfattelse er af de af landets banker, som de kender til. Og i den måling kommer Middelfart Sparekasse ind på en førsteplads tæt efterfulgt af Arbejdernes Landsbank.

Middelfart Sparekasse scorer 75,8 point ud af 100 point, mens Arbejdernes Landsbank scorer 74,9, og Spar Nord ligger på tredjepladsen med en score på 73,5. I bunden ligger Banknordik, Saxo Bank og Danske Bank.

"Vores strategi er at være bedst til kunder. Så er det rigtig dejligt, at kunderne mærker det på en måde, der gør, at vi er det pengeinstitut, der igen i år klarer sig bedst," siger Martin Baltser.

(Artiklen fortsætter under grafikken)

Han peger på, at sparekassen især har fokus på tre ting, når man servicerer kunder: tilgængelighed, imødekommenhed og ordentlighed. Man kan dog spørge, om ikke mange andre banker også har fokus på de tre parametre?

"Det tror jeg er rigtigt. Men forskellen er, at vores kunder så mærker det i højere grad. Vi er kendt for de tre ting," siger Martin Baltser.

Fokus på ordentlighed

Han nævner, at sparekassen giver alle medarbejdere en betalt mobiltelefon med det formål, at kunderne skal kunne få fat i deres rådgiver.

"Og samtlige af vores kunder kan se deres rådgivers nummer på vores hjemmeside. Så udover vi har fysiske filialer i vores markedsområde, kan alle kunderne ringe til deres rådgiver uden ventetid."

Og så nævnte Martin Baltser sparekassens fokus på ordentlighed. Et emne, som er aktuelt i mange banker, ikke mindst som følge af flere storbankers møgsager om hvidvask og skattely.

"Det er tilfældigt, at der kører et andet tema i øjeblikket. Det vil jeg helst ikke så meget ind i," siger han med henvisning til flere storbankers problemer med overholdelse af hvidvaskreglerne.

"Vores fokus på ordentlighed har kørt siden 1853, hvor sparekassen blev grundlagt. Det handler om, at vi er ærlige over for kunderne. Vi overholder det, vi siger, både over for kunderne, men også internt mellem medarbejderne. Samtidig tilbyder vi kun kunderne nøjagtig de produkter, som de har brug for i deres økonomi."

"Vi labber det i os"

Udover at klare sig godt i denne måling har Middelfart Sparekasse også tidligere vundet en kåring af landets bedste arbejdsplads blandt mellemstore virksomheder. Martin Baltser forsikrer, at han aldrig bliver træt af at vinde priser.

"Efter at I havde kontaktet min kommunikationschef, ringede han til mig og spurgte, om jeg ville have en rigtig god nyhed. Jeg kunne næsten ikke vente med at høre, hvad det var, han ville fortælle," fortæller Baltser.

"Det skyldes, at vi labber de her målinger I os. Vi er lykkelige hver gang, at det lykkes at vinde. Det er en anerkendelse af den måde, vi arbejder på," siger han.

Han tilføjer, at tilfredse kunder giver sparekassen en god økonomi.

"Jeg tror, at kundefokus stiger mere og mere i branchen. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Det er en forståelse og anerkendelse af, at det er den rigtige vej at gå," fortsætter han.

Målingen er baseret på godt 5.000 repræsentativt udvalgte danskere. Undersøgelsen er gennemført i perioden 23. juli til 3. september.

Undersøgelsen er en del af rapporten Finansimage 2018, der udgives af FinansWatch i samarbejde med Wilke. Rapporten er gratis for abonnenter på FW Insight, men kan også købes separat.

Læs gratis preview af rapporten her: http://insight.finanswatch.dk/rapporter/2018/finansimage/

Læs mere om FW Insight her: http://insight.finanswatch.dk/

 

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere