FinansWatch

Antallet af pengeinstitutter er mere end halveret på bare ti år

Antallet af pengeinstitutter er mere end halvveret, siden den globale finanskrise for alvor satte ind i 2008, viser nye tal. Desuden spår Finansforbundet et fortsat fald i antallet af finansansatte.

Michael Budolfsen Foto: Finansforbundet

Siden finanskrisen brød ud og raserede den globale økonomi for ti år siden, er antallet af selvstændige danske pengeinstitutter mere end halveret.

Fra at der var 150 af dem i 2008, så er antallet af selvstændige pengeinstitutter i Danmark nu nået ned på 65, viser en opgørelse fra Finansforbundet. Dermed er der forsvundet 85 pengeinstitutter over en tiårig periode som følge af enten fusioner eller krak.

Og spørger man de finansansatte, så kommer trenden med færre selvstændige pengeinstitutter til at fortsætte. I hvert fald viste en undersøgelse fra Epinion forrige år, at 66 pct. af knap 1500 medlemmer af Finansforbundet regnede med, at der i 2021 højest vil være 59 selvstændige pengeinstitutter, mens 31 pct. ventede, at antallet vil komme under 50.

Som følge af de seneste års sammenlægninger og nedlukninger er flere arbejdspladser forsvundet. Derfor kunne man lokkes til at tro, at Finansforbundet ville være imod konsolideringen i branchen. Det er imidlertid ikke tilfældet.

"Hvis der er meget små funktionsområder, kan det betyde, at medarbejdere må skifte pengeinstitut for at få ønskejobbet. Men hvis der indgås fusioner, kan det give mulighed for, at medarbejderne kan videreudvikle sig i deres eget pengeinstitut," siger Michael Budolfsen, næstformand i Finansforbundet, i en pressemeddelelse.

"Det væsentlige er, at en fusion skal gavne både medarbejdere og kunder og ikke alene blot skabe en kortsigtet gevinst for aktionærerne, som de andre to grupper reelt kommer til at betale for."

Det var fusionen mellem Ringkjøbing Landbobank og Nordjyske Bank, som faldt på plads for en måned siden, der bragte antallet af selvstændige danske pengeinstitutter ned på 65.

/ritzau/FINANS

Forsiden lige nu

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere