FinansWatch

Storbanks datterselskab fejler i test

Deutsche Banks amerikanske datterselskab har torsdag fejlet sidste del af den amerikanske centralbanks årlige stresstest.

Deutsche Bank

Deutsche Banks amerikanske datterselskab har torsdag fejlet i anden og sidste del af den amerikanske centralbanks, Federal Reserves, årlige stresstest.

Det amerikanske datterselskab lever ikke op til en række "kvalitative krav", skriver Bloomberg News.

Ifølge undersøgelsen har Federal Reserve fundet "udbredte og kritiske mangler på tværs af virksomhedens praksis for kapitalplanlægning".

Centralbanken fandt på den baggrund svagheder i Deutsche Banks funktioner inden for risk-management og datahåndtering, ligesom Federal Reserve kritiserer den metodik og de forudsætninger, der anvendes til at forudse, hvordan den amerikanske datterbank vil klare sig under stress.

"Sammenholdt skaber disse svagheder bekymring for DB USA's evne effektivt at fastslå sine kapitalbehov ude i fremtiden," skriver Federal Reserve i sin rapport.

Af de 18 banker, både amerikanske og udenlandske bankers datterselskaber i USA, som i denne omgang blev undersøgt i den kvalitative test, var det alene Deutsche Banks amerikanske datterselskab, som fik påtale.

Deutsche Banks amerikanske datterselskab var på den baggrund også den eneste af alle 35 banker til at fejle i denne anden og sidste runde af den årlige stresstest. I første runde, som blev offentliggjort sidste torsdag, bestod alle 35 banker den kvantitative test og levede op til Federal Reserves krav om kernekapital og supplerende minimumskrav for gearing. Deutsche Bank i USA bestod også den del uden problemer.

/ritzau/FINANS

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs