Bankaktier tager revanche
Det danske C20-indeks løftes fra åbningen onsdag godt en procent, og i spidsen af indekset ligger Sydbank og Danske Bank, der dermed revancherer sig efter tirsdagens store nedtur. Efter 15 minutters handel ligger C20 til en stigning på 0,4 pct. til niveau 343,3. Markedet i Europa er generelt åbnet med endnu større stigninger, efter at det amerikanske aktiemarked oplevede en bemærkelsesværdig optur i den sidste time op til børslukningen tirsdag aften.
- Det tyder på, at vi kommer til at åbne med stigninger på 1-2 pct. i Europa, efter at det amerikanske marked oplevede et enormt comeback kort før lukningen tirsdag aften. Vendingen i USA kom tilsyneladende på grund af nogle rygter om, at der skulle være en større koordineret indsats på vej i Europa for at få bugt med gældskrisen, sagde aktiehandler Martin Munk fra Jyske Bank før åbningen til Ritzau Finans.
I USA lukkede Dow Jones-indekset tirsdag 1,4 pct. højere, efter at det 50 minutter forinden havde ligget til et fald på godt 2 pct. Markedet begyndte opturen, efter at Financial Times citerede EU's kommissær for økonomi Olli Rehn for, at der er en tiltagende bred opfattelse af, at regionen har behov for en koordineret indsats for at stoppe statsgældskrisen.
Strammer skruen
Bankaktierne genvinder noget af det tabte terræn fra tirsdag, hvor en nedjustering hos Deutsche Bank og rygter om en statslig redning af fransk-belgiske Dexia skabte usikkerhed for sektoren. Danske Bank, der tirsdag faldt 8 pct., retter sig fra åbningen onsdag med 3 pct. til kurs 75,2, og Sydbank ligger 2,5 pct. højere i kurs 96,75.
A.P. Møller-Mærsk har tidligere afvist at ville konkurrere på prisen på markedet for containerfragt, men rederiet har nu skiftet kurs og vil presse konkurrenterne på prisen for at vinde markedsandele. Det skriver Jyllands-Posten onsdag.
- Mærsk strammer virkelig skruen og sætter især pres på de mindre rederier med svage balancer. For Mærsks vedkommende ser man det som en investering, hvor man må tage til takke med dårligt afkast mod til gengæld at få en bedre balance i
markedet, siger Dan Togo, analytiker i Handelsbanken, til Jyllands-Posten. Mærsk B ligger 1,5 pct. højere i kurs 33.100.
Auriga kan komme i fokus som følge af et regnskab fra konkurrenten Monsanto. Regnskabet offentliggøres kl. 14 dansk tid og ventes ifølge Bloomberg News at vise et justeret underskud i fjerde kvartal på 27 cent per aktie. Auriga-aktien ligger uændret i kurs 72.