Nykredit: Italiensk valg kan give turbulente finansmarkeder i 2018

Når italienerne i marts går til stemmeurnerne, kan det få stor betydning for de finansielle markeder, da parlamentsvalget ifølge Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit, er "den vigtigste politiske begivenhed i Europa i det nye år".
Valgets finansielle betydning kommer af, at den euroskeptiske fløj med partiet Femstjernebevægelsen i front har fået gevaldig vind i sejlene.
"Samlet set står gruppen af euroskeptiske partier nemlig så stærkt, at markederne ikke kan ignorere risikoen for, at de vinder valget - derfor ventes perioden op til valget også at byde på større markedsudsving i Italien og afhængig af udviklingen i valgkampen måske også i resten af Europa," skriver chefstrategen i en kommentar.
Ingen af de politiske blokke, der foruden Femstjernebevægelsen tæller en højrekoalition med tidligere premierminister Silvio Berlusconi i front samt en centrumvenstrekoalition med det nuværende regeringsparti, PD, ser ud til kunne sikre sig flertal.
Det gør ifølge Frederik Engholm en mindretalsregering sandsynlig, hvor Femstjernebevægelsen i så fald skal forsøge at samarbejde med de euroskeptiske partier Fdl og det norditalienske Lega Nord.
"Vi vurderer dog, at der er flere politiske holdninger, der skiller end samler de tre partier i den euroskeptiske lejr. Partierne har da også hidtil afvist at indgå en koalition – men risikoen for, at den holdning skifter, er fortsat til stede."
"Sker det, vil markedernes skrækscenarie blive mere sandsynligt," vurderer han.
Trods medvind til den euroskeptiske fløj vurderer Frederik Engholm dog, at risikoen for et italiensk EU-exit er begrænset. De ledende indikatorer for virksomheder og forbrugere viser nemlig den højeste optimisme i flere år.
"Det giver helt naturligt protestsager som et italiensk euroexit mindre grobund i befolkningen."
"Ydermere er der flere forfatningsmæssige branddøre, der skal brydes ned, inden en euroexit kan blive en realitet, og i mellemtiden vil markederne stemme med fødderne," forklarer chefstrategen.
Alligevel er det fortsat en markedsrisiko forbundet med det forestående parlamentsvalg.
"Under valgkampen kan tonen let blive skinger for at lokke vælgerne. Det kan i sig selv lægge pres på italienske aktier, obligationer og banker - og måske også ramme Europa bredere," mener Frederik Engholm.
Det italienske parlamentsvalg finder sted 4. marts. Den nuværende premierminister, Paolo Gentiloni fra centrumvenstrepartiet PD, og hans regering bliver siddende, frem til at en ny er på plads.
Store sponsorater er fortid i Nykredit: Nu skal der satses på lokal synlighed
Nykredit-ejer fremsætter igen kontroversielt forslag om udvanding af ejerandel