FinansWatch

Revisorgigant sagsøgt for 42 mia.

Deloitte har fået et gigantisk søgsmål på halsen for sin rolle i amerikansk svindelsag.

Det verdensomspændende revisionsfirma Deloitte Touche Tohmatsu er blevet sagsøgt for sin rolle i sag om milliardsvindel med boliglån i årene op til subprime-krisen på det amerikanske boligmarked i 2008, skriver nyhedsburauet Bloomberg.

Sagsøger er konkursboet efter boliglåns-firmaet Taylor, Bean & Whitaker Mortgage Corp. (TBW), hvis bestyrelsesformand Lee Farkas i april blev idømt 30 år fængsel for at have udtænkt det, der betegnes som at af de største banksvindelnumre nogensinde, og som var den direkte årsag til, at den store amerikanske regionalbank Colonial Bank gik ned.

Misvisende revisorpåtegninger

Deloitte er sagsøgt for at have forsynet det konkursramte firmas regnskaber med pletfrie revisorpåtegninger i årene 2001-2008.

I søgsmålet, som er indleveret ved en distriktsdomstol i Miami, hedder det bl.a., at Deloitte "blåstemplede TBW som et solvent, levedygtigt firma med fejlfri regnskaber hvert år fra 2001 til 2008."

Videre hedder det i søgsmålet, at "trods Deloittes meritter og ekspertise som et af de fire store revisionsfirmaer, var disse regnskaber - og det rosenrøde billede de viste af TBW - totalt misvisende."

Svindel dækkede over tab

Taylor, Bean & Whitaker Mortgage Corp. formidlede boliglån til amerikanske boligejere. Firmaet hoppede med på bølgen i boligbobleårene og udstedte stadig større og mere risikable boliglån til stadig mindre bemidlede og kreditværdige boligejere.

Da tabene for alvor begyndte at rulle ind hos selskabet, blev ledelsen mere og mere kreativ i forsøget på at dække over det hastigt voksende hul i pengekassen. Det indebar bl.a. at jonglere rundt med store beløb på forskellige konti hos den nu krakkede Colonial Bank.

Da det amerikanske bolig- og finanskollaps i 2008 blev en realitet, var det ikke længere muligt at dække over svindlen.

Erstatningskrav på 7,6 mia. dollars

Og da Taylor, Bean & Whitaker Mortgage Corp. krakkede blev Colonial Bank revet med i faldet.

I søgsmålet fremsætter konkursboet efter boliglånsfirmaet et erstatningskrav mod Deloitte på svimlende 7,6 mia. dollars (ca. 42 mia. kr.), hvilket svarer til det tab, som kreditorerne indtil videre ser ud til at lide som følge af svindlen.

En talsmand for Deloitte, Jonathan Gandal, siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at beskyldningerne er "fuldstændigt uden hold i virkeligheden".

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs