FinansWatch

Fem bud på en ny bankminister

Med en ny statsminister kommer også en ny minister for erhvervslivet og dermed den finansielle sektor. Læs fem bud på, hvem der overtager fra Brian Mikkelsen (K).

Den finansielle sektor sorterer lige nu under økonomi- og erhvervsministeren. Fra flere sider spekuleres der dog i, om den nye regering vil dele ministeriet op i to, så Danmark får både en økonomiminister og en erhvervsminister.

Det navn, der hyppigst bliver nævnt som den kommende minister for erhverv, er SF’s finansordfører Ole Sohn.

Både Ekstra Bladet, B.T. og dagbladet Børsen har inden for det seneste halvandet år udpeget ham som mest sandsynlig erhvervsminister efter valget.

Som finansordfører har han ført ordet for SF i stort set alle økonomiske sammenhænge, lige som han var partiets repræsentant i bankpakkeforhandlingerne. Det tæller samtidig til hans fordel, at det kniber med at finde andre topkandidater med taltække hos SF.

Hvis titlen som erhvervsminister skulle gå til De Radikale, er partiets finans- og erhvervsordfører Morten Østergaard et godt bud. Han har vist sig som en indsigtsfuld mand i bankpakkeforhandlingerne, og da han og partiformand Margrethe Vestager er de eneste fra sidste valgperiode, der kan forventes at få ministerposter, tyder det på et vægtigt ministerium til næstformanden.

Hvis Socialdemokraterne selv beholder ministertitlen, er der flere gode bud på, hvem der får den. Partiets politiske ordfører Henrik Sass-Larsen burde være højt på listen, hvis han ikke får Finansministeriet, hvilket dog stadig vurderes at være mest sandsynligt. Han har været en tro væbner for Helle Thorning-Schmidt, og det vil være en overraskelse, hvis han ikke får et tungt ministerium.

I bankpakkeforhandlingerne er det finansordfører Morten Bødskov, der har været Socialdemokraternes stemme, og derfor kunne han også være kandidat. De fleste medier placerer ham dog i justitsministeriet, når der skal spekuleres i ministerhold.

En outsider i kabalen kan være Socialdemokraternes Bjarne Corydon. Han er – hvis prognoserne holder – nyvalgt folketingsmedlem, men har allerede masser af politisk erfaring. Han er chef for Socialdemokraternes Analyse- og Informationsafdeling samt stabschef for Helle Thorning-Schmidt. Han anses for chefstrategen bag forslaget om de famøse 12 minutters ekstra arbejde. Han er dygtig med tal og anses som ministerkandidat.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs