SEB kåret som nordisk mester i aktiehandel
SEB Enskilda er blevet kåret til årets mæglerhus i den prestigefyldte Prospera-undersøgelse.
Det skriver SEB selv i en pressemeddelelse.
Titlen er eftertragtet, fordi det er investorerne selv, der vurderer mæglerhusene.
2011-undersøgelsen er baseret på 61 interviews med repræsentanter for nordiske institutter, og SEB ligger i toppen både når man spørger store og mindre investorer.
Kan være stolte
Sammenlignet med 2010 forbedrer banken sig på flere parametre.
”Det er et af vores bedste resultater nogensinde – kun to gange tidligere de seneste ti år, har vi opnået det samme resultat (2001 og 2005),” siger Fredrik Carlsson, der er chef for aktieanalyse i SEB Enskilda, i meddelelsen.
”At blive rangeret som nummer et er noget, vi alle skal være stolte af i den nordiske organisation. Det har været en samordnet indsats i forhold til at få vores produkter og ydelser til at nå kunder i hele regionen,” siger han i meddelelsen.
I Norge har SEB ifølge dn.no været overlegen de seneste fem år.