FinansWatch

Finansiel Stabilitet taber halv milliard

Det er gået den forkerte vej i statens afviklingsselskab i årets første seks måneder, der viser et minus på 434 mio. kr. Opdateret.

Foto: Carsten Andersen

Finansiel Stabilitets røde bankbog bløder. Afviklingsselskabet har i årets første seks måneder lidt et tab på 434 mio. kr. Man fastholder dog forventninger om at nærme sig et rundt nul - før nedskrivninger - når december rinder ud.

”Aktiviteterne i Finansiel Stabilitet afspejler de opgaver, som vi har fået i opdrag i forbindelse med Folketingets vedtagelse af Bank-, Kredit- og Exitpakken. Den samlede balance i Finansiel Stabilitet ud-gjorde ved udgangen af 1. halvår 2011 76,1 mia. kr., hvilket er en forøgelse på 11,4 mia. kr. Denne udvikling afspejler dels løbende afvikling i de hidtidige datterselskaber på 26,1 mia. kr. dels overtagelsen af nye datterselskaber for 37,5 mia. kr. For at sikre momentum i den fremtidige afvikling har Finansiel Stabilitet i 1. halvår 2011 indfa-set en ny koncernstruktur," skriver næstformand i bestyrelsen Jakob Brogaard i en meddelelse.

Afviklingsselskabet har i dag udlån for 27 mia. kr. Nedskrivningerne i årets første seks måneder løber op i Nedskrivninger 3,6 mia. kr. Det høje niveau skyldes ifølge regnskabet, at det ikke overraskende er noget temmelig dårlige lån, bankoprydderne sidder tilbage med.

Statsgarantier daler

På de statsgarantier, man har givet til en række af landets banker, er udlånet faldende. Tabene herfra er samtidig sendt videre til staten, og påvirker derfor ikke regnskabet.

I alt har Finansiel Stabilitet nu garanteret for 172,3 mia. kr. 17,1 af disse er dog garantier for Fjordbank Mors og Amager, og dermed er der kun 155,2 mia. kr. tilbage i de levende banker.

Heraf tegner Danske Bank og FIH Erhvervsbank sig for langt størstedelen.

Kamp i nævnet

Finansiel Stabilitet bruger også regnskabet til at fortælle om afviklingsselskabets kontroverser med klagende kunder i Pengeinstitutankenævnet. Efter at have ignoreret flere nederlag fik FS sidste uge besked fra politisk side om, at det ikke længere vil blive tolereret.

"Pengeinstitutankenævnet har på nuværende tidspunkt behandlet 189 sager med relation til Finansiel Stabilitets datterselskaber. Af disse går 43 afgørelser Finansiel Stabilitet helt eller delvist imod. Finansiel Stabilitets datterselskaber har ud af de 43 valgt ikke at følge et par enkelte afgørelser. Baggrunden herfor har været, at man i datterselskabet og efter drøftelse med Finansiel Stabilitet konkret har vurderet, at sagerne, som de har været oplyst af kunden i ankenævnet ikke har stemt overens med bankens forklaring om den ydede rådgivning. I den slags sager afviser Pengeinstitutankenævnet sædvanligvis at behandle sagen og henviser til domstolene, hvilket efter datterselskabets og Finansiel Stabilitets opfattelse burde være sket," kan man læse af regnskabet.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs