EU forbyder spekulation i kursfald
Fredag træder et midlertidigt forbud mod at spekulere i kursfald gennem såkaldt shortselling af en række udvalgte finansaktier i Frankrig, Spanien, Italien og Belgien i kraft.
Det meddelte EU-finanstilsynet European Securities and Markets Authority (ESMA) torsdag aften.
Forbuddet mod shortselling kommer efter flere dage med usædvanligt kraftige kursudsving i aktierne fra især de største franske banker.
Kraftig rygtestrøm
Aktieuroen har været næret af en kraftig rygtestrøm om et nært forestående sammenbrud i en eller flere franske og italienske storbanker.
Og netop kombinationen af rygter og shortselling synes at være den altafgørende motivation for indførelsen af forbuddet mod shortselling, der i første omgang skal fungere i 15 dage.
"Mens shortselling kan være en velbegrundet og anerkendt handels-strategi, får det i kombination med spredningen af falske markedsrygter klart bedragerisk karakter," lyder det i begrundelsen fra ESMA.
Franske storbanker
De nationale børsmyndigheder i de fire lande vil udmønte forbuddet "for at begrænse fordelene, som kan opnås ved at sprede falske rygter," lyder det videre.
I Frankrig omhandler shortselling-forbuddet 11 finans-aktier, herunder storbankerne BNP Paribas og Societe Generale.
I Spanien gælder det 16 finans-aktier, mens Belgien forbyder shortselling af fire finans-aktier. Konkrete oplysninger om forbuddet i Italien er endnu ikke offentliggjort.
Sådan fungerer shortselling
Mens traditionelle aktiekøb giver investoren et udbytte, når aktiekursen stiger, kan investoren opnå det modsatte gennem shortselling.
Helt konkret fungerer det på den måde, at investoren låner den pågældende aktie hos en anden investor - typisk en bank - hvorefter aktien sælges i markedet.
Dernæst håber investoren, at kursen på den pågældende aktie falder, så den kan købes tilbage billigere på et senere tidspunkt, inden den atter leveres tilbage til udlåneren. Således vil investoren have tjent kursforskellen i et faldende marked.