Facebook-tvillinger i krig med Obamarådgiver

Beskyldningerne fyger mellem persongalleriet i filmen 'The Social Network'. Stridens kerne? Én bestemt scene.

“En af de ting, man lærer som præsident for et universitet er, at der er to muligheder, hvis studerende har jakke og slips på klokken tre om eftermiddagen på en torsdag: En er, at de ude efter et job og skal til samtale. Den anden er, at det drejer sig om et røvhul.”

Sådan lød ordene, der har startet et slagsmål mellem tre af de personer, der er gengivet i ’The Social Network,’ en film om Facebooks oprindelse.

Afsenderen af budskabet er præsidents Obamas tidligere finansrådgiver, Larry Summers.

Han bliver i filmen bliver gengivet i en scene, hvor to af Facebook-skaberens Mark Zuckerberg tidligere forretningspartnere, Winklevoss-tvillingerne, forsøger at få Summers – dengang præsident for universitet Harvard, hvor både Zuckerberg og tvillingerne gik – til at tage affære over for en uenighed om retten til Facebook, der senere er endt som en langtrukken retssag mellem parterne.

Ny klage

I filmen har Summers ikke meget til overs for Winklevoss-tvillingerne. Og på en konference tidligere på ugen bekræftede Summers altså, at det også forholder sig sådan i virkeligheden.

Videoklip af Summers (eksternt link.)

Og det brød Winklevoss-tvillingerne sig tilsyneladende ikke meget om.

De to har nu sammen med forretningspartneren, Divya Narendra, i et åbent brev klaget til Harvards nuværende præsident over Summers, der efter en tid som chef for Obamas økonomiske råd for nylig er vendt tilbage til universitet som professor.

Fødderne på skrivebordet

Det skriver The Wall Street Journal, der også gengiver hele brevet.

”Hans opførsel passede til hans ry (for arrogance, red.) og egne indrømmelser om at være taktmæssigt udfordret. Det var ikke hans undladen af at give os hånden, da vi tre kom ind på hans kontor (hvilket ville have tvunget ham til at tage hans fødder ned fra skrivebordet og rejse sig op,) eller hans tone, der var mest alarmerende, men derimod hans foragt over for en samtale om dybere etiske spørgsmål samt Harvards æres-kodeks og dets mulige brug i sagen,” skriver de tre blandt andet og kræver, at universitetspræsidenten skrider ind over for Summers.

De tre har opnået erstatning fra Mark Zuckerberg på op mod 500 mio. dollar efter en stribe retssager mod Facebook-stifteren.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også