Moody's sænker Irland til junk-status
Det meddelte Moody's ifølge Bloomberg News sent tirsdag. Moody's frygter, at Irland vil få behov for yderligere hjælp udefra, og at investorerne skal tage del i tabene, før landet igen vil kunne rejse penge på det private lånemarked. Moody's fastholdt i øvrigt "negative udsigter" på Irlands rating.
Da Moody's nedgraderede Portugals rating til "junk", gav det anledning til vild debat og kritik fra centralt politisk hold i Euroland. EU-kommissionen har ifølge Bloomberg allerede været ude at beklage Moody's nedgradering af Irlands gæld.
Den står ifølge EU-kommissionen i skarp kontrast til de seneste makrodata, der understøtter Irlands tilbagevenden til økonomisk vækst i år, ligesom den irske regering har været fast besluttede på at gennemføre de planlagte besparelser.
Det irske program er ifølge EU-kommissionens vurdering "helt på sporet".