Sag om kursmanipulation for Højesteret
Det bliver Højesteret, der skal tage endegyldig stilling til anklagerne om kursmanipulation mod redaktør Claus Forrai, efter at Procesbevillingsnævnet har givet sagen tredjeinstansbevilling.
Dermed skal Højesteret også afgøre, hvor meget journalister skal oplyse om egne aktiebesiddelser i de selskaber som de anbefaler i medier.
I sin tid som aktieskribent i perioden fra 2006 til 2008 for magasinet Penge & Privatøkonomi skrev Claus Forrai over 100 aktiekommentarer og investeringsartikler med konkrete anbefalinger af aktier.
Havde interessekonflikter
I 13 af disse tilfælde mente anklagemyndigheden, at han ikke korrekt havde informeret om interessekonflikten i, at han selv ejede de aktier han anbefalede, til trods for at der i artiklerne blev oplyst om, at han ejede aktier i de anbefalede selskaber.
Og både byretten og flertallet i landsretten gav anklagemyndigheden medhold, idet de fandt, at han tillige skulle have oplyst, at han typisk var kortsigtet investor.
Lovteksten på området indeholder dog ikke noget udtrykkeligt krav om, at man skal angive tidshorisont for sine investeringer i forbindelse med anbefalinger i medier. Tværtimod fremgår det direkte af kommentarerne til loven, at det afgørende alene er, hvorvidt man nævner ejerskabet af aktier i de selskaber man anbefaler.
"Gik efter manden, ikke bolden"
Claus Forrai siger i en kommentar, at han er glad for, at sagen nu kan gå videre, da han ikke har opgivet urigtige oplysninger i sine artikler.
"Efter min mening er man således helt klart gået efter manden og ikke bolden i denne sag. Så er jeg utrolig glad for, at Højesteret nu får lejlighed til at tage stilling til de rent juridiske aspekter i sagen", fortæller Claus Forrai, der i dag er redaktør for det finansielle nyhedsbureau FinansBureauet.dk, der bl.a. udgiver FinansBureauets Nyhedsmagasin.