Kritik af bankernes investerings-provision
Bankerne får for meget i provision af investeringsforeningerne for at sælge disses produkter videre. Sådan lyder kritikken, efter analysefirmaet Morningstar har udarbejdet et overblik over omkostningerne i 2010.
De lander på 2,4 mia. kr., eller 6.000 kr. ud af hver opsparede million.
Det skriver Berlingske Tidende.
"Helt grundlæggende giver det god mening at betale bankerne for at rådgive danskerne om investeringsforeninger, fordi det i forvejen er her, mange investorer henvender sig. Men vi er selv blevet overrasket over, hvor meget investeringsforeningerne, og dermed investorerne, reelt betaler i provision," siger chefanalytiker hos Morningstar Nikolaj Holdt Mikkelsen til avisen.
Han bakkes op af professor i økonomi på Aarhus Universitet, Tom Engsted:
"Det er alt for meget, at næsten halvdelen af investeringsforeningernes gennemsnitlige omkostninger skal gå til at betale bankerne for overhovedet at hive produkterne ned fra hylden," siger professoren til Berlingske.