Økonomer: Flere følger Fjordbank
Den netop krakkede Fjordbank Mors får følgeskab af andre banker. Det vurderer et panel af førende økonomiske eksperter over for Ritzau.
Cirka halvdelen af de adspurgte økonomer forudser mellem to og fem banklukninger forude. Et par vurderer endog, at der bliver tale om 10 færre banker i løbet af det næste år. Rundspørget er foretaget før weekenden.
En af skeptikerne er cheføkonom Jacob Graven fra Sydbank. Han ser fem banker forsvinde i løbet af et år.
"Det er selvfølgelig et slag på tasken. Men jeg forestiller mig, at en lille håndfuld banker forsvinder," siger Jacob Graven.
"Med den udvikling vi har set hen over weekenden er risikoen vel nærmest, at tallet bliver større," vurderer Sydbank-økonomen.
Han ser også fremover et pres mod nogle af de især lidt mindre pengeinstitutter, der har rigtig svært ved at få skaffet den nødvendige kapital.
Allerede med Amagerbankens krak steg udlandets skepsis over for de danske banker - og det bliver nu kun værre.
Dermed kan bankerne havne i en ond spiral, hvor udlandets skepsis får den næste bank til at gå ned, hvilket igen forstærker den negative stemning.
Fjordbank Mors måtte kaste håndklædet i ringen efter skærpede krav fra Finanstilsynet. Bankens kollaps fik mandag aktiekurser på små banker til at svinge kraftigt på børsen. Blandt andet faldt aktierne i Aarhus Lokalbank kraftigt, indtil bankens ledelse fik beroliget markedet.
I foreningen Lokale Pengeinstitutter er direktør Jan Kondrup trods alt meget fortrøstningsfuld.
"Rigtig mange mindre pengeinstitutter klarer sig vældig godt," siger han.
Jan Kondrup peger på, at de mindre banker ligger højt på kunders tilfredshed og loyalitet. Han mener ikke, at man over én kam skal se fusioner af små banker som eneste mulighed.
Men han kritiserer den danske afviklingsmodel, hvor man over en weekend kører banker igennem og reducerer deres aktivers værdi, så der ikke er penge til store indskydere.
"Det giver altså de negative signalvirkninger til udlandet. Politikerne undervurderer betydningen af, at vi står alene på det her område," vurderer han.
I Finansrådet ser man med bekymring på situationen. Rådets direktør, Jørgen A. Horwitz, vil nu drøfte bankernes vilkår med regeringen.
Han peger på, at Danmark med sin bankpakke-løsning er i utakt med EU.
"Det går ud over sunde banker, når en usund bank går ned. Det er til skade for hele samfundet," siger Jørgen A. Horwitz.
Bankerne er blevet nedgraderet i udlandet på grund af den risiko, der er forbundet med bankpakkerne. Det er i høj grad bankerne selv, der betaler for bankredningerne - hvor man i andre lande ser flere skattemidler i redningsaktionerne.
"Vi har ikke noget ønske om at få skattekroner med ind. Men vi skal se på, hvad der kan være af modeller," siger Jørgen A. Horwitz.