Britiske storbanker svigter interbank-markedet
Førende britiske banker har massivt reduceret de fundingbeløb, man stiller til rådighed på Eurozone-interbankmarkedet. Det øger udsigten til en ny potentiel fastfrysning af kreditmarkederne, skriver den britiske avis The Guardian lørdag aften.
Banker som Barclays og Standard Chartered er i stigende grad bekymrede over deres eksponering, og storbankernes beslutninger om at skrue ned for de usikrede lån man stiller til rådighed på interbankmarkedet minder om optakten til de frosne kreditmarkeder under finanskrisen i 2008.
Standard Chartered har eksempelvis gennem flere måneder hevet millioner af pund ud af det europæiske lånemarked og har alene over de seneste uger reduceret sin eksponering med to tredjedele. Og Barclay oplyste i en periodemeddelelse i april, at man blandt andet har reduceret sin eksponering mod Italien med over 100 mio. pund.
Ifølge analytikere har flere banker længe haft problemer på fundingmarkedet.
"Der er helt klart nogle banker som finder det vanskelig at få adgang til markedet. Jeg tror, det er langsigtet tegn på, hvor markedet vil bevæge sig hen," udtaler Simon Adamson, bankanalytiker hos CreditSights.
RITZAU FINANS