FinansWatch

Sparbank taber 60 millioner i retssag

Et nederlag ved landsretten koster Sparbank 30 mio. kr. mere, end banken tabte ved byretten sidste år. Dermed taber banken i alt 60 mio. kr. til statens bo efter Roskilde Bank. Det er dog kun halvdelen af beløbet, der rammer årets regnskab. (Opdateret 11:46).

En ankesag ved Vestre Landsret kostede i går Sparbank 30 mio. mere, end man sidste år tabte ved samme sag i byretten.

"Sparbank er ved dom afsagt af Vestre Landsret den 9. juni 2011, blevet dømt til at betale yderligere 30 mio. kr. med tillæg af omkostninger og procesrenter, efter at en dom fra 21. maj 2010 ved Byretten i Viborg, blev anket af modparten," skriver bankens direktør, Karl Tholstrup, i en meddelelse.

Dermed må banken af med 60 mio. kr. i alt. Banken oplyser dog, at man allerede har betalt de første 30 mio. kr. sidste år, og at det derfor kun er de 30 mio., man har tabt ved landsretten, der påvirker årets resultat.

De 60 mio. kr. var hele kravet fra sagsøger, der er statens bo efter Roskilde Bank.

Statsbankens advokat oplyser til FinansWatch, at det var Roskilde, der havde anket sagen. Sparbank oplyser nu, at man "afsøger mulighederne" for at anke sagen til Højesteret.

Forstod ikke nederlag

Sparbank slap ved byretten med at betale halvdelen af de 60 mio. kr.

Dengang fortalte banken, at man ikke forstod nederlaget:

"Sparbank finder dommens resultat højst overraskende. Banken forventer at anke dommen, men vil sammen med sin advokat vurdere dommens præmisser med henblik på at træffe afgørelse om anke."

Stammer fra Roskilde

Karl Tholstrup slår dog i dag fast, at banken stadig mener at kunne overholde forventningerne til årsresultatet, på trods af beten.

"Dommen påvirker naturligvis resultatet i Sparbank, men vi fastholder de tidligere udmeldte resultatforventninger."

Sparbank oplyser videre, at sagen stammer fra et ejendomssalg en af bankens kunder foretog i 2007. Ejendom var finansieret i Roskilde Bank, og det er provenuet af salget, bankerne har skændtes om:

"Sagen startede helt tilbage i 2007, hvor en af Sparbanks daværende kunder indfrier sit engagement i banken efter salget af en ejendom på Sjælland. Ejendommen var finansieret i Roskilde Bank, og dermed ikke en del af kundens engagement i Sparbank," skriver bank og fortsætter:

"Efter ejendomssalget overførte Roskilde Bank på kundens opfordring pengene til Sparbank. Pengene bliver i samråd med kunden anvendt til at indfri nogle kreditfaciliteter, og det resterende beløb blev indsat på en konto. Først senere henvender Roskilde Bank sig til Sparbank med besked om, at pengene fra ejendomshandlen var såkaldte deponerede midler og dermed ikke til fri disposition."

"Ingen oplysninger"

"Før overførslen fandt sted til os modtog vi ingen oplysninger om, at der var tale om deponerede midler. Hverken kunden eller Roskilde Bank informerede os herom, og beløbets størrelse var heller ikke usædvanligt for den pågældende kunde, så der har på intet tidspunkt i forløbet været indikationer, der pegede i den retning. Samtidig mener vi, at man som pengeinstitut må kunne tillade sig at gå ud fra, at man i et samarbejde med andre banker har med topprofessionelle parter at gøre, og som følge deraf kan have tillid til de transaktioner de gennemfører. Vi har derfor ikke følt behov for at stille spørgsmålstegn ved Roskilde Banks handlinger i forbindelse med overførslen til os," slutter Karl Tholstrup, der ærger sig over, at sagen nu rammer banken igen:

"Vi er forundret over at Sparbank skal betale for en fejl, som er begået af Roskilde Bank, men da Vestre Landsret har tilkendegivet at ”Sparbank burde vide det var deponerede midler”, må vi tage det til efterretning, men afsøger dog mulighederne for at få sagen efterprøvet ved Højesteret. Det er ærgerligt at en gammel sag skal belaste os netop nu, hvor der er kommet rigtig godt styr på kreditbogen, og hvor nedskrivningerne er på det laveste niveau i mange år."

Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar til sagen fra Roskilde Bank.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs