FinansWatch

Goldman efterforskes i Libyen-affære

Amerikanske myndigheder kigger i øjeblikket nærmere på en række finansielle virksomheders ageren overfor Libyens statslige fond, Libyan Investment Authority. Goldman Sachs er blandt de mistænkte.

Den amerikanske tilsynsmyndighed, the Securities and Exchange Commission, er i øjeblikket ved at gennemgå en stor mængde dokumenter som handler om finansielle virksomheders forretninger – og mulige bestikkelsesaktiviteter – med den libyske statsfond. Det skriver Wall Street Journal torsdag.

Helt konkret drejer det sig om en indbetaling på 50 mio. dollar som Goldman Sachs var gået med til at indbetale til fonden – der primært henter sine milliarder fra Libyens indbringende oliesalg – som led i en samarbejdsaftale.

Tanken var så at den libyske fond skulle sende beløbet direkte videre til en ekstern rådgiver kaldet Palladyne International Asset Management. Rådgivningsfirmaet var under ledelse af svigersønnen til topchefen i Libyens statsejede olieselskab.

Selvom pengene aldrig nåede at blive overført, så bliver hele forløbet nu gennemgået af myndighederne. Hos Goldman Sachs er man dog ikke i tvivl om sin uskyld.

”Vi er overbeviste om, at de ting vi har gjort eller har tilbudt at gøre ikke kan betragtes som brud på nogle love og regler,” udtaler talsmand Lucas van Praag fra Goldman Sachs.

Udover Goldman Sachs har en lang række af store finansvirksomheder drevet forretning med den libyske statsfond, heriblandt Société Générale, HSBC, Carlyle Group og Bear Stearns der nu er en del af J.P. Morgan Chase.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs