Kommission skal undersøge finanskrise

Oppositionen vil trods modstand fra VKO gennemtvinge en finanskrisekommission, hvis man vinder valget.
RITZAU FINANS

Oppositionen vil trods modstand fra VKO gennemtvinge en finanskrisekommission, hvis man vinder valget.

Og efter krav fra De Radikale skal kommissionen nu også undersøge konsekvenserne af fastfrysningen af boligskatten, skriver dagbladet Information.

Oppositionen søgte tidligere i maj forgæves flertal for en finanskrisekommission, der skal afdække, hvad der gik galt - og hvem der fejlede - da finanskrisen ramte Danmark.

Brug for analyse

Og skulle regeringsmagten skifte, vil S-SF genfremsætte forslaget.

"Inden for 25 år har vi haft tre store finanskriser, der har kostet danskerne svimlende milliardbeløb, og der er brug for en tilbundsgående analyse af årsagerne til dette," siger Socialdemokraternes finansordfører Morten Bødskov til Information.

"Vi køber ikke forklaringen om, at vi bare blev ramt af en international krise, som vi ikke havde kunnet forudse eller undgået," understreger han.

SF's skatteordfører, Jesper Petersen, forventer, at det vil munde ud i yderligere regulering:

Skylder befolkningen

"Man skylder befolkningen at komme til bunds i, hvordan en finansiel sektor fyldt med spekulationer og risici kunne få hele nationer til at bukke under," siger Jesper Petersen.

"Vi har allerede truffet hurtige beslutninger, der var nødvendige, men jeg er ikke overbevist om, at vi er i mål, når det gælder regulering af banker og de tilsynsstrukturer, der skal sikre os mod nye kriser," udtaler han til Information.

Men vil S-SF have deres krisekommission, kræver de Radikale, at også det betændte spørgsmål om de fredede boligskatter skal undersøges.

"Vi kan ikke bare sidde det overhørigt, at blandt andre Nationalbanken mener, at skattestoppet medvirkede til den boligboble, der sprak under finanskrisen herhjemme," siger den Radikale næstformand, Morten Østergaard til Information.

RITZAU FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også