Bernstein tavs om konsekvenser for milliarder i flexlån

Nils Bernstein vil ikke fortælle, hvad konsekvensen kan være, hvis det viser sig, at Cibor-renten har været misvisende i flere år. Renten er dog så usikker, at bankdirektøren ikke vil sige, han stoler på den - eller bankerne.
Foto: Snejbjerg Carsten Jyllands-Posten
Foto: Snejbjerg Carsten Jyllands-Posten

Det er yderst usikkert, hvad Nationalbankens farvel til Cibor-renten betyder for de låntagere, hvis lån er bundet til renten.

Over 385 mia. kr. i flexlån og en stor masse af erhvervsudlån er bundet til renten, hvis ry blev voldsomt undermineret da Nationalbanken i går gik fra samarbejdet - og smækkede med døren.

Tyndt øl

Nationalbankdirektør Nils Bernstein gør klart over for FinansWatch, at Nationalbanken hverken kan eller vil sige, om Cibor-renten er rigtig eller forkert – og at banken intet overblik har over, hvad en forkert rente kan betyde for de mange hundrede milliarder i udlån, der er bundet til renten.

"Vi forlader det her samarbejde, fordi vi så at sige kan se, at det marked, hvor man hidtil har udlånt mellem bankerne, efter krisen er blevet så tyndt, at man slet ikke kan vurdere om de priser, bankerne stiller, svarer til de rigtige priser," siger nationalbankdirektøren til FinansWatch.

Som FinansWatch skrev i går har Cibor-renten - Copenhagen InterBank Offered Rate - siden finanskrisen stort set ikke været brugt til handel bankerne i mellem, men kun til at fastsætte renten på en række udlån til både private og erhverv. Samtidig har renten fået et langt større spænd end før krisen til T/N-renten, der viser, hvad prisen er for at låne penge fra dag til dag bankerne i mellem.

Ingen dom

Nils Bernstein vil hverken sige, om renten i dag er rigtig - på trods af det store spread, der er opstået til T/N-renten - eller om den har ligget for højt.

"Jeg har ikke noget grundlag for at fastslå, om der foregår noget, der ikke burde foregå. Men vi kan bare ikke foretage en kvalitetsbedømmelse af, om priserne er rigtige mere.

Men har Nationalbanken ikke et ansvar for at være med til at fastsætte så vigtig en rente?

"Det er derfor, vi har iværksat et udvalgsarbejde, der skal finde en anden rente. Men det er ikke helt simpelt".

Ukendte konsekvenser

Nu er der jo en hel del lån, der er bundet op på Cibor – en ny rente vil vel ikke påvirke dem?

”Det har jeg ingen kommentarer til.”

Hvilke konsekvenser har det, hvis Cibor ikke fungerer?

”Den rente, der er nu, har en fastsættelsesmetode, der ikke fungerer. Derfor kan vi ikke fortsætte med at stille den, eller bedømme kvaliteten af den.”

Vil ikke stole på Cibor

Stoler Nationalbanken på, at den nuværende Cibor-rente er korrekt?

”Jeg kan ikke fastslå det – jeg har ikke noget grundlag for at sige, at den ikke skulle afspejle bankernes virkelighed.”

Men heller ikke noget grundlag for at sige, at den rent faktisk gør det?

”Nej. Det ligger deri. Jeg har ikke noget grundlag for at bedømme, om renten er rigtig.”

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også