FinansWatch

Formueplejes ejere trækker 73 mio. ud.

Selvom de fleste af Fomueplejes selskaber stadig ligger langt fra niveauet før krisen, trækker ejerne 73 millioner kroner ud af selskabet, der har øget gebyrindtægterne med 14 pct.

Det skriver Børsen på baggrund af årsregnskabet for 2010. Formuepleje har syv børsnoterede selskaber, Safe, Pente, Epikur, Merkur, Pareto, Optimum og Limittellus. De mangler tilsammen at tjene 9,3 milliarder kroner før tabene fra finanskrisen er indhentet.

”Vi er stadig ret langt ”out of the money” i de fleste selskaber. Det realistiske i det her år er, at selskabet Pareto kommer op på niveauet før krisen, og Safe gør det nok først i 2012,” siger direktør i Fondsmæglerselskabet Formuepleje, Henry Høegh. Sammen med den anden hovedaktionær Claus Hommelhoff har han trukket 54 mio. kr. ud i udbytte fra 2010, mens der er udbetalt 19 mio. kr. til de øvrige aktionærer. Den samlede egenkapital i Formueplejeselskaberne er ved udgangen af året 9,4 mia. kr.

Gebyrindtægterne er i 2010 steget med 14 pct. til 145 mio. kr. på trods af, at selskabernes samlede porteføljeværdi er faldet fra 36 mia. til 33 mia. kr. Henry Høegh oplyser til Børsen, at misforholdet skyldes, at Formuepleje i andet halvår tilbød aktionærerne at sælge deres aktier tilbage til selskabet til en kurs lige under indre værdi. Det har medført et fald i værdierne, der ikke er slået fuldt i gennem på gebyrerne.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs