FinansWatch

Sparekasse-chef: Ansvaret er mit

Direktør for den nu hedengangne Sparekassen Midtfjord, Erling Vingborg, lægger i et interview med FinansWatch ikke skjul på, at han har været væsentligt mere optimistisk end Finanstilsynet.

Når man ringer til Sparekassen Midtfjords telefonnummer, bliver telefonen taget i Sparekassen Himmerland. Den lille Sparekasse Midtfjord er allerede på vej i historiebøgerne kun få timer efter, at man meddelte, at man ikke længere kan klare sig som selvstændig sparekasse.

Den udløsende faktor var et besøg fra Finanstilsynet, der på ingen måde var enig i Sparekassens vurdering af sine engagementer og krævede store nedskrivning bogført i for fjerde kvartal 2010. Det betød ifølge Sparekassen, at reserverne var væk. Herefter fulgte en frist til at finde samme med et andet pengeinstitut inden mandag.

Kort frist

”Vi fik en frist til at finde et andet pengeinstitut. Det kom på et tidspunkt, hvor vi var dybt inde i den her proces uden at det formelt set dog var på plads,” siger sparekassedirektør Erling Vingborg med henvisning til aftalen med Himmerland Sparekasse, der overtager det lille pengeinstituts godt 5000 kunder og 27 medarbejdere.

”Dialogen med Finanstilsynet har ført til en konstatering af, at der i vores 2010 årsrapport skulle fremgå nogle ganske væsentlige nedskrivninger – i en sådan størrelsesorden, at der ikke var nogen tvivl om, at vi skulle finde en partner indenfor den finansielle verden,” siger Erling Vingborg til FinansWatch. Han ønsker ikke at kommentere Finanstilsynets konkrete krav, men i halvårsregnskabet for 2010 fremgår det, at Sparekassen med udgangen af juni havde en egenkapital på 130 mio. kr., hvor af knap 30 mio. var garantkapital. Aftalen med Himmerland Sparekasse betyder, at garanterne for deres penge igen i form af aktier i Himmerland Sparekasse.

Ansvarlig beslutning

”Det var oplagt, at vi måtte tage en ansvarlig beslutning og kigge efter en stærk partner. Vi har indgået en fornuftig aftale på vegne af kunder, medarbejdere og garanter. Det er det, der er det allervigtigste. Set i sammenhæng med det der i øvrigt skete i går, så har vi en situation, hvor hverken kunder eller garanter lider tab og hvor medarbejderne ikke mister deres job,” siger han med henvisning til krakket i Amagerbanken.

Men man må da konstatere, at der er en stor forskel på, hvordan I har vurderet jeres engagementer og hvordan tilsynet har gjort det.

”Det er da naturligvis tilfældet. Vi er et spejl af det lokalsamfund, som vi har drevet virksomhed. Et lokalsamfund som er præget af et meget stormomsust erhverv i form af landbruget. Det har været væsentligt for vores sparekasse, at være med til at skabe arbejdspladser i både nuværende og nye virksomheder. Vi har set det som vores opgave at understøtte bestræbelser på at bevare arbejdspladser, med alle de kræfter, som vi nu har haft, og det har så vist sig ikke at være nok,” siger Erling Vingborg og tilføjer, at de hårde økonomiske tider i lokalområdet har smittet af på Sparekassens økonomi,

Hårde tider

”Når man bor i et område med hårde økonomiske vilkår, så vil det smitte af på en forretning som vores Det havde desværre en for kraftig virkning på vores mulighed for at drive en selvstændig sparekasse,” siger Erling Vingborg.

Hvor ligger forskellen i din og Finanstilsynets opfattelse?

”Jeg kan kortfattet konstatere, at vores opfattelse har haft en mere positiv værdisætningen end det, som andre er kommet frem til.”

Men det er dit ansvar, at man har værdisat de her ting på en måde, som Finanstilsynet åbenbart er meget uenig i.

”Det er absolut mit ansvar. Og jeg står på mål for det og har stået på mål for det i forløbet. Sådan er det.”

Ked af det

Hvad bliver din egen rolle fremadrettet?

Jeg fortsætter som medarbejder i Sparekassen Himmerland. Indtil videre som daglig leder af det, der var hovedkontoret i den hedengangne Sparekasse.

Hvilken fornemmelse sidder du tilbage med?

”Jeg sidder tilbage med en fornemmelse af, at jeg er utrolig ked af, at det gik sådan. Til gengæld er jeg utrolig stolt over, at det er lykkedes at sikre, at der ikke er nogen, der lider noget tab, og jeg utrolig stolt over, at jeg er lykkedes med at sikre, at alle mine skattede medarbejdere stadig har et job,” siger Erling Vingborg.

Finanstilsynet tvang Sparekassen Midtfjord i knæ

Sparekassen Himmerland overtager Sparekassen Midtfjord

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs