FinansWatch

Bitcoin fortsætter himmelflugten og passerer 15.000 dollar

Investorer fortsætter med at kaste sig over digital valuta, som torsdag er nået op over 15.000 dollar i værdi.

Foto: /ritzau/AP/Rick Bowmer

Den digitale valuta bitcoin fortsætter sin himmelflugt og har torsdag eftermiddag passeret 15.000 dollar i værdi.

Det er en stigning på mere end 2000 dollar på mindre end 12 timer.

Lige efter klokken 15 blev valutaen solgt til 15.212 dollar på Bitstamp-børsen i Luxembourg.

Et halvt døgn forinden var den blevet solgt til lidt over 13.000 dollar.

Valutaen har mere end 15-doblet sin værdi siden årsskiftet, hvor den kostede omkring 1000 dollar.

Så sent som for en uge siden lå værdien på 10.000 dollar.

"Bitcoin virker nu som et accelererende tog uden bremser," siger analytiker Shane Chanel fra ASR Wealth Advisers i Sydney til nyhedsbureauet AFP.

Den digitale valuta blev skabt i 2009 af en person, der kendes under navnet Satoshi Nakamoto.

I begyndelsen blev den regnet for en valuta, der var forbeholdt dels it-nørder og finanseksperter, dels kriminelle som vil skjule deres spor på nettet.

Mange er stærkt kritiske over for bitcoin med finansfolk som JPMorgan Chases topchef, Jamie Dimon, i spidsen.

Han har kaldt bitcoin "et bedrageri", mens den tidligere chef for hedgefonden Fortress Michael Novogratz i sidste uge vurderede, at kryptovalutaer som bitcoin bliver "den største boble i vores livstid".

Samme frygt for, at boblen før eller siden vil briste, lyder fra flere andre iagttagere.

Novogratz forudsiger i øvrigt, at bitcoin kan nå 40.000 dollar inden udgangen af næste år.

Den tidligere nobelpristager i økonomi Joseph Stieglitz har udtalt, at valutaen burde forbydes.

/ritzau/Reuters

Forsiden lige nu

Fra DTU og MIT til næstkommanderende i Sparinvest

Sparinvests kronprins har altid vidst, hvad han ville. Alligevel har den ingeniøruddannede investeringschefs karriere langt fra fulgt den slagne vej. Allerede i 1996 foretog han et markant sporskifte. Det blev definerende for resten af mit liv, fortæller han til FinansWatch.

19-årig sønderjyde blev tiltrukket af finanssektorens åbne døre

DERFOR LOKKER FINANSERNE: Kun fantasien sætter grænser for den 25-årige bankrådgiver René Andersen, der på seks år er gået fra elev, til privatrådgiver og nu til erhvervskunderådgiver i Kreditbanken. "Jeg har svært ved at forestille mig, at der er et andet sted, det er mere spændende at være," siger han i FinansWatchs nye serie om unges vej ind i finansbranchen.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere