FinansWatch

Børspoliti gransker Goldmans Facebook-køb

Det amerikanske børstilsyn kigger nærmere på Goldman Sahcs investering i Facebook, der vil skabe ny debat om, hvordan banker investerer deres egne penge.

Mens de amerikanske myndigheder er ved at lægge sidste hånd på reglerne om, hvordan banker må investere deres egne penge, har Goldman Sachs netop investeret 450 mio. dollar i mindre end 1 pct. af aktierne i det verdensomspændende sociale netværk, der dermed værdisættes til 50 mia. dollar.

Investeringen er kontroversiel af flere grunde og granskes ifølge Bloomberg allerede af det amerikanske finanstilsyn, SEC, der vil undersøge, om Goldmans Sahcs forsøger at snige sig uden om sine oplysningsforpligtelser ved at oprette et såkaldt ”special purpose vehicle-selskab”.

Test af regler

Samtidig ses investeringen som en test af de nye regler for, hvordan amerikanske banker må investere deres egne midler, som de amerikanske myndigheder er lige ved at implementere.

Ligesom andre storbanker er Goldman Sahcs på jagt efter nye steder at hente høje afkast i takt med at usikre markeder og øget regulering gør det vanskeligere at hente pengene hjem fra de traditionelle kilder.

Flere indtægtsmuligheder

Og det er ikke kun, når Goldman Sachs engang sælger sin ejerandel i Facebook, at man vil tjene penge på den nye investering.

En del af planen er nemlig, at Goldman Sachs skal administrere en fond, der skal rejse yderligere 1,5 mia. kr. fra rige investorer, som ikke bare ønsker venner på Facebook, men også aktier i selskabet, der trods den høje værdisættelse kun omsætter for 2 mia. dollar.

Ingen kommentarer

Det er den fond, som Goldman Sachs forventes at ville lave som special purpose vehicle-selskab for at imødekomme eller omgå de amerikanske regler. Regler, der betyder, at et selskab med mere end 500 investorer, mere regelmæssigt skal offentliggøre sine nøgletal. Facebook har tidligere fået dispensation for de regler, der ellers gælder virksomheder med en værdi på mere end 10 mio. dollar.

Goldman Sachs kan også tjene penge på en børsnotering af Facebook, der kan komme allerede næste år, men investeringen er ikke en garanti for, at det er netop Goldman Sachs, der får lov til at føre selskabet på børsen.

Banken afviser at kommentere sin investering i Facebook.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs