EU klar med grovfilen over for storbanker
Det er nyhedsbureauet Bloomberg, der har fået fat i et udkast til det forslag, som EU-Kommissionen inden længe sender i høring hos banker, forbrugere og investorer.
EU-Kommissionen skal senere på året fremlægge et endeligt forslag til, hvordan man vil regulere de systemisk vigtige banker – det vil sige, de banker, der ikke kan krakke, uden at det risikerer at sende chokbølger gennem det finansielle system og potentielt udløse en finansiel krise som den, der udspillede sig i kølvandet på Lehman Brothers kollaps i 2008.
Klar til at splitte banker op
Og forslaget rummer en række drastiske elementer, som Kommissionen ønsker markedets reaktioner på. En række af elementerne er allerede en del af den danske regulering i form af Bankpakke III, mens andet er nyt. Og endnu er det uklart, om nogen danske banker bliver defineret som systemisk vigtige banker og derfor skal omfattes af de endelige regler.
Blandt forslagene fra EU-Kommissionen er i følge Bloomberg, at tilsynsmulighederne skal kunne blokere nye produkter og begrænse handelsrisikoen i bankerne.
Samtidig skal de kunne kræve ”ændringer i juridiske eller praktiske strukturer”, hvis en bank behøver ”ekstraordinær offentlig finansiel støtte” i en krise.
Præsenterer alle retter
"Med forbehold for, at jeg af gode grunde ikke har set dokumentet, tolker jeg det her som en forlængelse af det oplæg, man sendte ud i oktober. Det virker som om, at EU-Kommissionen stiller alle retter frem på bordet endnu engang. Men hvilken menu, der vælges i sidste ende, er for tidligt at sige," siger Jesper Berg, chef for Nykredits afdeling for regulering, til FinansWatch.
EU-Kommission sender ifølge Bloomberg forslaget i høring i løbet af den kommende uge. Et endeligt forslag vil blive fremsat senere i år.
"Jeg tror, at man skal betragte det her, som endnu et skridt i retning af, at der kommer til at ske noget omkring krisehåndtering. Det er ikke noget kæmpe spring, men det viser, at der kommer til at ske noget, og det også kan få indflydelse på et marked som det danske" siger Jesper Berg.