
Selvom fredagens handel ikke endte så negativt, som først antaget, er der stadig frygt for recession i verdens største økonomi, og frygt for inflation og rentehop lurer fortsat. Det giver stor nervøsitet og dermed store udsving i aktiehandelen, som igen tynger markederne ned.
Det brede S&P 500-indeks var nede at snuse til bear-marked, men endte fredag 0,04 pct. højere i 3902,50, mens Dow Jones-indekset sluttede 0,02 pct. højere i 31.261,90. Teknologi-indekset Nasdaq sluttede med et fald på 0,3 pct. i 11.354,62.
”Der er atter udsalg i aktierne, der fortsat bliver ramt af bekymring for, om den høje og stigende inflation vil få væksten til at aftage,” siger grundlæggeren af Crisafull Vital Knowledge til Bloomberg News og tilføjer:
”Der bliver kun fokuseret på det negative nu.”
Regnskabssæsonen i USA er så småt ved ende, men fredag påkaldte et par regnskaber sig dog opmærksomhed.
Kurssmæk til endnu en detailkæde
Foot Locker og Deere leverede tal, og i kølvandet af ugens gedigne skuffelser fra detailkæderne Walmart og Target var der skidt nyt fra endnu en detailkæde - discountvarekæden Ross Stores.
Ross Stores faldt 22,4 pct. til 71,94 dollar, efter at selskabet torsdag efter børslukning leverede tal for andet kvartal.
Både omsætning og resultat per aktie var under analytikernes forventninger. Det skuffende kvartal fik Ross til at sænke sine forventninger til regnskabsåret 2022/23.
Detailkæden ser nu en indtjening per aktie på 4,34-4,58 dollar, mens analytikerne havde ventet et overskud per aktie på 4,71-5,12 dollar for hele året. Samtidig ventes det sammenlignelige salg at falde 2-4 pct. fra den tidligere forventning om en vækst på 0-3 pct.
Dermed følger Ross tendensen hos de større detailkollegaer som Target og Walmart.
Fredag faldt Walmart, men sluttede uændret efter et dyk på knap 20 pct. siden regnskabet, og Target steg 1 pct. efter et fald onsdag på 25 pct. efter sit regnskab.
Deere ned trods opjustering
Landbrugsmaskinegiganten Deere leverede før åbning et bedre end ventet regnskab for andet kvartal af det forskudte regnskabsår 2021/22. Regnskabet var også pyntet med en opjustering.
Bloomberg News fremhæver dog, at regnskabet var skuffende læsning for investorerne, da der blev meldt om, at efterspørgslen på landbrugsudstyr svækkes af de stigende priser.
Aktien faldt 14,1 pct. til 313,39 dollar.
Foot Locker ser øget salg i 2022
Der var også en opjustering fra Foot Locker, der blandt andet sælger sneakers fra flere af de store skoproducenter som Adidas, Puma og Nike.
I fremtiden bliver det dog i mindre grad sko fra Nike, der langes over disken. Nike har meddelt, at selskabet i højere grad vil satse på egne salgskanaler. Tidligere har Nike ellers stået for langt over halvdelen af salget i Foot Locker.
Foot Locker-aktien steg 4,8 pct. til 31,76 dollar.
Tesla faldt på frygt
Aktien i elbilsproducenten Tesla faldt 6,4 pct. til 663,90 dollar.
Det på trods af, at topchefen, Elon Musk, oplyste, at han venter at producere fuldt selvkørende biler ”omkring et år fra nu”. Aktien er i ugens løb faldet mere end 14 pct.
”Tesla-aktien er hovedsageligt nede på to ting - makroøkonomiske bekymringer som inflation og recession og Kina,” siger Gary Black, der er managing partner hos den ETF Future Fund LLC i et interview ifølge Bloomberg News.
Der var også forlydender om en metoo-sag mod grundlæggeren.
Tysk centralbankchef: Negative renter tilhører fortiden
ECB’s italienske centralbankchef mener tiden er inde til rentestigning
Handelsbanken: Danskerne har aldrig været mere pessimistiske