
Siden sensommeren er regeringen blevet mere optimistisk omkring udviklingen i den danske økonomi.
Der ventes således en højere vækst i år, end det var tilfældet dengang.
Det fremgår af den seneste økonomiske redegørelse fra Finansministeriet. Den bliver offentliggjort tre gange om året og giver prognoser for økonomien.
I december-udgaven skønner regeringen en vækst i 2021 på 3,9 procent. Det er marginalt højere end skønnet i august-udgaven, der var 3,8 procent.
Ender økonomien med at vokse med 3,9 procent i år, vil det være den største vækst siden 2006, hvor væksten også var på 3,9 procent ifølge Danmarks Statistik.
I redegørelsen bliver der peget på flere årsager til den positive udvikling i år. Blandt andet nævnes en høj beskæftigelse og lav ledighed.
"Der er stadig virksomheder og brancher, som har det svært, men samlet set er der i dag flere i beskæftigelse i Danmark, end der nogensinde har været," siger finansminister Nicolai Wammen (S) i en pressemeddelelse.
"Og med under 90.000 ledige skal vi helt tilbage til før finanskrisen for at finde et lavere tal."
"I dag, under to år efter coronakrisen ramte verden, står vi med en dansk økonomi i stærk fremgang," siger han i en pressemeddelelse.
For næste år skønner regeringen, at væksten vil ende på 2,8 procent. Det er samme skøn, som regeringen kom med i august.