Finans Danmark og Morten Bødskov giver håndslag om coronalån
.jpg)
Et flertal i Folketinget er blevet enige om en frist for tilbagebetaling af statslige coronalån. Som led i aftalen har Finans Danmark og skatteminister Morten Bødskov (S) – i hvert fald billedlig talt – kigget hinanden dybt i øjnene, og bankerne har stillet i udsigt, at de vil stå klar med finansiering til en stribe af de virksomheder, der ikke længere kan låne penge af staten.
Af en tekst, der har titlen "hensigtserklæring om afvikling af statslige låneordninger", fremgår det, at landets pengeinstitutter vil hjælpe virksomhederne med nye lånemuligheder.
"Regeringen og Finans Danmark noterer sig, at bankerne vil gøre en stor indsats for at give kreditværdige og levedygtige virksomheder, der har fået lån fra Skatteforvaltningen, et nyt lån i banken, når lånet til Skatteforvaltningen forfalder til betaling," fremgår det af hensigtserklæringen, som fortsætter:
"I vurderingen af levedygtighed vil bankerne bl.a. se på den sandsynlige indtjening hos virksomhederne i den økonomiske situation, der tegner sig i kølvandet på det seneste halvandet års corona-krise."
Kapitaltilførsel eller ny indtjening
De virksomheder, som har tabt kapitalgrundlaget, skal få tilført ny kapital eller begynde at tjene penge, så der igen kommer penge i kassen, før de kan få finansiering i banken.
"Her bidrager statens afdragsordning, hvorigennem betalingerne udjævnes, med et pusterum til disse virksomheder, så de senere kan opnå bankfinansiering," fremgår det af hensigtserklæringen.
Samtidig fremgår det, at Finanstilsynet vil "udvise fleksibilitet i forhold til bankernes håndtering af lånene".
Dagens aftale betyder, at fristen for at tilbagebetale de lån, som står til tilbagebetaling 1. november i år og 1. februar næste år, bliver udskudt til 1. april næste år. Samtidig åbnes der for, at virksomheder midlertidigt kan fordoble perioden for afdragsordninger på skattekontoen fra 12 til 24 måneder. Det vil ske med en rente på 0,7 pct. pr. måned svarende til 8,4 pct. årligt.
Virksomheder bliver kreditvurderet
Hos Finans Danmark er der tilfredshed med, at en aftale er faldet på plads.
"Denne hensigtserklæring om at hjælpe kreditværdige og levedygtige virksomheder med at få afviklet deres gæld ligger i fin forlængelse af den fælles erklæring, Finans Danmark indgik med regeringen i foråret 2020. Med den nye hensigtserklæring giver vi hånd på at fortsætte det gode samarbejde mellem regering, finanssektor og det øvrige erhvervsliv," udtaler Ulrik Nødgaard, adm. direktør for Finans Danmark, i en pressemeddelelse.
I meddelelsen understreger Finans Danmark, at de virksomheder, som pengeinstitutterne tilbyder lån, bliver kreditvurderet.
"Af hensigtserklæringen fremgår det, at det er vigtigt, at urentable virksomheder ikke fastlåses unødigt længe gennem rentefri finansiering fra staten, og at regering og banker er enige om, at aftrapning af de statslige låneordninger vil kunne føre til, at nogle virksomheder ikke vil kunne videreføre deres aktiviteter," skriver Finans Danmark.
Relaterede artikler:
Finans Danmark roser regeringens udspil om coronalån
For abonnenter