Økonomisk Råd: Ikke behov for indgreb på boligmarkedet

Udviklingen på boligmarkedet tiltrækker sig stor opmærksomhed, men ifølge Det Økonomiske Råd er der ikke behov for indgreb.
Det fremgår af vismandsrapporten.
"Det diskuteres for tiden, om der er behov for at gribe ind på boligmarkedet. Vi er enige i, at der er behov for skærpet opmærksomhed, men vurderer ikke at der endnu er et akut behov for indgreb," vurderer overvismand Carl-Johan Dalgaard.
"Prisudviklingen på boligmarkedet minder om tiden op til finanskrisen. Den finansielle regulering er imidlertid strammet på flere områder, og det er ikke oplagt, at der er behov for yderligere stramninger. Men fortsætter udviklingen, kan behovet opstå," vurderer overvismanden.
Vismændene erkender, at boligprisstigningerne har været på et niveau, der kan sammenlignes med årene op til finanskrisen, men der er også mange forhold, der adskiller situationen nu fra årene op til finanskrisen.
To forhold fremhæves:
For det første er den finansielle regulering strammet mærkbart op også i forhold til krav til boligkøbere.
For det andet er renten lav, og dermed er boligbyrden ikke høj, selvom boligpriserne er steget.
Selvom der ikke for nuværende ses behov for indgreb, kommer vismændene med et muligt instrument, hvis det skulle blive nødvendigt.
Bliver det nødvendigt med et indgreb mener vismændene, at et relevant instrument at overveje vil være at begrænse muligheden for afdragsfrihed.
"Det vil dæmpe prisstigningerne og polstre boligkøberne, så de står bedre rustet, hvis boligpriserne begynder at falde," står det i rapporten.
Selvom priserne er steget meget fremhæver vismændene, at de årlige boligomkostninger som andel af indkomsten er fortsat stabile på et relativt lavt niveau.
Relaterede artikler:
Boligpriserne fortsatte fremgangen i marts
For abonnenter
EDC-formand advarer mod indgreb på boligmarkedet
For abonnenter