FinansWatch

Kvinde får fire års fængsel i stor sag om hvidvask

En kvinde med litauisk baggrund er kendt skyldig i forsøg på hvidvask af 166 millioner kroner. Hun er idømt fire års fængsel og efterfølgende udvisning af Danmark. Hun er fortsat sigtet i en langt større hvidvasksag fra Danske Banks filial i Estland. (Opdateret)

Retten på Frederiksberg. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

(Opdateret med sidste fem afsnit er tilføjet. To af de dømtes navne er tilføjet. Den tredje er beskyttet af navneforbud.)

En 47-årig litauisk kvinde er idømt fire års fængsel i sag om hvidvask for 166 millioner kroner ved Retten på Frederiksberg. Desuden udvises hun - Camilla Christiansen - af Danmark for bestandig.

Yderligere to personer får fængselsstraffe. Kvindens søn idømmes et år og tre måneder, mens en bogholder får to år og seks måneders fængsel for forsøg på hvidvask.

Sagens hovedperson - den 47-årige kvinde - var tiltalt for hvidvask af særlig grov beskaffenhed. Hun kendes skyldig i forsøg på hvidvask.

166.488.756 kroner blev ifølge Bagmandspolitiet indbetalt på flere selskabers konti i Nykredit og i Rietumu Bank i Letland. Derefter blev 155.644.209 kroner ført videre til andre konti.

Også fire selskaber har været tiltalt i sagen. De er idømt bøder på mellem 1,5 millioner og 36 millioner kroner.

De tiltalte har gennem sagen nægtet sig skyldige.

Sagens anklagere har krævet mellem fem og seks års fængsel til den 47-årige kvinde. Hvad angår sønnen og bogholderen har anklagemyndighedens krav lydt på fængsel i henholdsvis halvandet og tre år.

Sønnen var registreret som direktør i de fire selskaber og er kendt skyldig i forsøg på hvidvask af "ikke under tre millioner kroner". Han er litauisk statsborger og har fået en advarsel om udvisning.

Kaj Petersen, som var bogholder i selskaberne, blev kendt skyldig i forsøg på hvidvask af cirka 66 millioner kroner.

Camilla Christiansen har været varetægtsfængslet siden marts 2019, og under opholdet i cellen fik hun besked om endnu en sag. Denne sigtelse har et omfang, som får de 166 millioner til at ligne peanuts.

Politiet mistænker hende for at have deltaget i hvidvask af cirka 30 milliarder kroner gennem Danske Banks skandaleramte filial i Estland.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere