FinansWatch

EU-Kommissionens definition på grønne investeringer er landet

En stor rapport på mere end 700 sider kommer fremover til at danne grundlag for, hvad vi forstår ved en grøn investering. Der venter dog stadig et stort arbejde forude, vurderer Forsikring & Pension.

Foto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix

BRUXELLES

EU-Kommissionens store vejledning til, hvad der er en grøn investering, og hvad der ikke er, landede i denne uge. Over knap 600 sider forholder den sig blandt andet til, hvor meget CO2 per kilometer en lastbil må udlede, og hvilken form for kemisk genanvendelse man må bruge, når man genbruger plastik.

Hos de danske finansvirksomheder er der glæde over, at vejledningen nu ligger klar.

"Overordnet ser vi det som et rigtig godt redskab til at få sikret, at de investeringer, vores medlemmer laver, er i overensstemmelse med de klimamålsætninger, man har," siger Henrik Munck, der er chefkonsulent i Forsikring & Pension, til FinansWatch og fortsætter:

"Generelt set er vores medlemmer glade for, at taksonomien er landet, fordi det giver mere standardisering af, hvad man forstår ved, at noget er miljømæssigt bæredygtigt. En af årsagerne til, at kommissionen satte arbejdet i gang, er usikkerheden om, hvad der er grønt, hvor grønt det så er og så videre."

Også hos Finans Danmark byder man det nye katalog velkomment.

"Arbejdet med taksonomien er supervigtigt, fordi vi i den finansielle sektor så ved, hvilken retning vi skal sende vores penge i for at være grønne, så man som investor og forbruger kan træffe de beslutninger, man gerne vil," siger Birgitte Søgaard Holm, der er direktør for Investering og Opsparing, til FinansWatch.

Hun efterlyser dog, at taksonomien blev bredt ud, fordi den i øjeblikket kun fokuserer på investorer og udelukkende på klimaområdet.

"Lige nu gælder den kun på investeringsområdet, men vi synes også, den skal gælde på udlånsområdet. Vi så også gerne, at den blev udbredt fra at handle meget om klima til også at dække bæredygtighed i en bredere forstand," forklarer hun.

Forslaget om, at taksonomien også skal dække udlån, vil være en del af Finans Danmarks nye 10-punktsplan, som organisationen vil sende til kommissionen som input til dens kommende handlingsplan for bæredygtig finans.

Vil have gode data

Forsikring & Pension ønsker sig også, at mere af det såkaldte ESG-område, der dækker over miljø, sociale spørgsmål og governance, blev inkluderet.

"Vores medlemmer kan godt være lidt bekymrede for, at der er meget fokus på miljømæssig bæredygtighed, og vi ser gerne, at både de sociale og governance-mæssige dele af virksomhedernes adfærd får en lige så fremtrædende plads," siger Henrik Munck.

En anden begrænsning er, at det kun er virksomheder indenfor EU, der bliver omfattet af den nye regulering.

"Vi ser en udfordring i, at kommissionen kun kan regulere det, der foregår i EU, for langt de fleste institutionelle investorer investerer i hele verden. Man må håbe, at EU kan trække andre verdensdele med, men det har vi til gode at se, om man kan," forklarer Henrik Munck.

Før investorerne kan gå i gang med at beskrive, hvor grønne deres porteføljer er, venter der dog et stort arbejde. Nu skal taksonomien nemlig omsættes til praksis.

"Standardisering af data er en vigtig del af arbejdet. Som investor er du afhængig af, at de data, virksomhederne offentliggør, er i overensstemmelse med taksonomien, så man kan tage de rigtige beslutning på den beggrund," siger Birgitte Søgaard Holm.

Henrik Munck håber, at dataene vil blive ensartede som følge af en opdatering af direktivet om ikke-finansielle data, som forventes at begynde sin rejse gennem EU-institutionerne i efteråret.

"Nu står vi over for en stor udfordring om, hvordan vi får gjort taksonomien operationelt for investorerne. Det, virksomhederne gør, skal formidles videre til investorerne, og det kræver data. Taksonomien er første skridt, og det næste er så, at vi skal have revideret direktivet for ikke-finansielle data," siger han.

I dag er der nemlig ikke en ensartet fortolkning af, hvilke tal virksomheder skal oplyse, og hvordan de gør det rigtigt. Det er meningen, at opdateringen af direktivet skal gøre det.

Som FinansWatch skrev i sidste uge, har EU-Kommissionen blandt andet luftet tanken om at gøre det til en forordning, så reglerne bliver implementeret direkte i medlemslandenes lovgivning i stedet for, at de bliver genstand for fortolkning i hvert enkelt land.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere