FinansWatch

Forbrugerråd kræver gebyrfrie skift for realkreditkunder

Står det til Forbrugerrådet, skal det være gratis for danskerne at skifte realkreditinstitut. Det opfordrer politikerne til at træde i karakter.

Det er under al kritik, at realkreditinstitutterne opkræver flere penge fra kunderne med henvisning til politiske krav om bedre polstring, mens de samtidig sender flere penge ned i bankernes kasser. Det siger Morten Bruun Pedersen, seniorøkonom hos Forbrugerrådet Tænk.

Han er rystet over en ny opgørelse fra Finanswatch. Den viser, at bankerne i 2015 hev 5,6 milliarder kroner ud af realkreditselskaberne. Det svarer til en stigning på 83 procent siden 2007. I samme periode er udlånene kun steget med 33 procent.

"Vi har skullet høre på historien om, at det er politikernes skyld, at vi skal have højere bidragssatser, fordi de stiller højere kapitalkrav. Men nu kan vi se, at pengene fosser ud af realkreditinstitutterne," siger Morten Bruun Pedersen.

"Så vi synes faktisk, at politikerne skulle benytte lejligheden til at få kigget godt og grundigt på de anbefalinger, som ekspertudvalget vedrørende realkredit er kommet med. Specielt anbefalingen om, at det skal være billigere at skifte realkreditinstitut," siger han.

I kølvandet på debatten om stigende bidragssatser, som blev startet med stigninger hos Nykredit/Totalkredit, blev der nedsat et ekspertudvalg.

Udvalget kom tidligere i september frem til otte anbefalinger. Herunder at boligejere skal slippe for gebyr, hvis de skifter selskab i forbindelse med prisstigninger. Netop den anbefaling har dog vakt modstand i branchen.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) ville umiddelbart heller ikke sige hverken ja eller nej til netop den anbefaling. Men Forbrugerrådet Tænk opfordrer til, at politikerne træder i karakter.

"Der er simpelthen for lidt konkurrence på det her marked, og forbrugerne skal kunne komme ud af deres kontrakter, når priserne stiger. Det er der så rigeligt råd til, kan vi jo se med de udlodninger, der kommer til bankerne," siger Morten Bruun Pedersen.

 

/ritzau/

Forsiden lige nu

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere