10 slag til bankerne fra Turunen...FØR hun fik job hos Nykredit

Nykredit nye cheflobbyist Emilie Turunen siger, at selvom hun i sit liv som politiker har været kritisk over for finanssektoren, så kan hun stå inde for sit nye job i en af Danmarks største finansielle virksomheder.
Nogle ting kan dog være sværere at forklare end andre, og FinansWatch giver her et bud på, hvor den tidligere SF'er umiddelbart ser ud til at have en helt anden holdning end finanssektoren generelt.
1) Om finanslobbyen: Vi bør ikke lade os forblænde af dommedagsprofetier fra finansielle virksomheder. ... Der er kort sagt for lidt lobbyisme – fra den anden side. Vi mangler de gode argumenter, erfaringer og løsningsforslag fra almindelige borgere, kunder, private opsparer og småinvestorer. Ellers risikerer vi at blive lullet i søvn og først vågne midt i den næste finanskrise. Så derfor siger jeg: Mere lobbyisme, tak! (Politiken 17/12/13)
2) Om skat på finansielle transaktioner: "På kort sigt vil den måske koste job i den meget spekulative del af den finansielle sektor. Men det vil måske også være det værd, for på sigt vil vi få en sundere finansiel sektor." (Børsen 12/01/12)
3) Om bonusser: ”På trods af EU-regulering mod eksorbitante bonusser så fortsætter overdrevne lønstigninger og bonusordninger med at være hverdag i den finansielle sektor. Det er en usund kultur, som skaber et miljø for unødigt risikotagen, hvad man da også godt ved i banksektoren.” (Politiken 15/09/13)
4) Om de høje lønninger, der afløser bonusserne : Høje faste lønninger er mest af alt et moralsk spørgsmål, hvorimod bonusser ofte har indbyggede incitamenter til risikotagning, der kan påvirke stabiliteten” …“Hvis tendensen reelt er, at de danske banker har tænkt sig at satse mere på grundlønnen og skrue ned for bonusserne, så er det positivt. Så kan man sideløbende tage en debat om, hvad et passende lønniveau bør være.” (Børsen 17/07/13)
5) Om Sifi-banker (herunder Nykredit): ”Det paradoksale ved sådanne megabanker er, at de ikke nødvendigvis bliver mere sikre af at være too big to fail. Tværtimod. … Går det godt, så skummer den selv fløden, og der bliver udbetalt store personlige bonusser til cheferne. Skulle det omvendt gå galt, så kommer skatteyderne i sidste ende til undsætning, når bankerotforsikringen rulles ud.” (Politiken 29/01/14)
6) Om rådgivning, der hjælper kunder med at betale mindre skat i Danmark: ”Det er ikke kun moralsk forkasteligt, men også fuldstændigt uacceptabelt, hvis man ønsker at drive en hæderlig forretning.” (Politiken 5/10/13)
7) Om behovet for regionale banker frem for storbanker: Stik mod hvad man måske kunne have forventet, er bankerne imidlertid ikke blevet mindre siden 2008 – mange af de store er faktisk vokset! Hvorfor modarbejder vi ikke den trend, når vi krisen nu har lært os, at for eksempel stærke regionale banker klarede sig godt gennem krisen? (Politiken 15/09/13)
8) Om øget regulering: Som alle andre håber jeg også, at opsvinget er lige om hjørnet. Men det må ikke få os til at stoppe op i vores arbejde med at regulere og rydde op.” … ”En stort set samlet borgerlig opposition er meget skeptisk over for yderligere regulering af den finansielle sektor.” (Politiken 15/09/13)
9) Igen om regulering: Skal vi så lade være med at regulere de almindelige banker så hårdt, sådan som de borgerlige i Danmark og Europa er begyndt at slå til lyd for? Bestemt ikke! (Politiken 02/09/13)
10) Om finanssektoren generelt: "Europa lider under finanskrisen. Unge med drømme og talenter kan ikke finde arbejde. Hul i statskassen betyder nedskæringer, fyringer og dårlige velfærd. Alt sammen på grund af en grådig finanssektor.” (emilieturunen.dk december 2012 – siden er nu nedlagt)
Relaterede artikler:
Tidligere SF'er skal pleje Nykredits image
For abonnenter