FinansWatch

Videnscenter: Udløb på afdragsfri lån truer i 2015

S&P bekymrer sig for de afdragsfrie lån, som udløber i 2020, men problemet kommer allerede i 2015, mener Boligøkonomisk Videncenter.

Standard & Poor's tager fejl, når kreditvurderingsbureauet mener, at de afdragsfrie boliglån, der udløber i 2018 til 2020, udgør en stor trussel for realkreditsystemet. Det mener Boligøkonomisk Videncenter, som mener, at problemerne dukker op nogle år tidligere.

"2018 er ikke et interessant år, for priserne kan nå at vende. Det interessante er, hvor mange mennesker, der er teknisk insolvente, og da de nominelle priser sagtens kan nå at stige inden da," siger sekretariatschef Curt Liliegreen til FinansWatch.

Standard & Poor's har ellers offentliggjort en ny analyse, hvor analytikerne har regnet sig frem til, at omtrent 90.000 boligejeres afdragsfrie lån vil udløbe i 2018 til 2020, og at de ikke vil kunne få et nyt lån af samme størrelse som det, de havde i forvejen. Boligøkonomisk Videncenters beregninger viser dog, at problemet kommer til at opstå tidligere.

S&P advarer mod afdragsfri lån

"De første afdragsfrie lån udløber allerede i 2013, men det er ikke så mange, det drejer sig om i hverken 2013 eller 2014. Til gengæld kommer der i 2015 for alvor en pukkel. Ifølge vores beregninger, som vi har lavet i et forskningsprojekt sammen med Morten Skak fra Syddansk Universitet, står det altså værre til, end de fleste havde forestillet sig," forklarer Curt Liliegreen.

Bankerne skal hjælpe

I modsætning til Standard & Poor's mener han derfor ikke, at realkreditselskaberne bør tage fat i de boligejere, hvis afdragsfrie lån udløber i 2020. I stedet skal de koncentrere sig om de, der har problemer i økonomien, og hvis lån udløber senest i 2015.

"Jeg synes, det ville være en god idé, hvis bankerne tog fat i disse boligejere, for banken er jo ofte lidt tættere på. Sammen med kunden kan se så gennemgå alle aktiver og passiver for at få lagt en strategi for, hvordan et nyt lån kan finansieres. Det ville være proaktivt og professionel rådgivning," siger han.

For boligejerne vil problemet være, at deres hus er mindre værd end de 80 procent af den oprindelige værdi, som lånet udgør. Derfor bør politikerne se på Realkreditrådets forslag fra 2011 om, at husejerne bør kunne behandle deres ejendomsgæld som to forskellige lån, så de kan låne op til 80 procent af boligens værdi med et nyt afdragsfrit lån og finansiere resten med et 30-årigt lån, mener Curt Liliegreen.

"Det kan ikke nytte noget bare at sove tornerosesøvn. Vi har i Danmark en tendens til bare at rose vores unikke realkreditsystem, men mange mennesker under krisen er kommet uforskyldt i klemme, og derfor har politikerne et ansvar for at få taget den her vigtige diskussion," siger han.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere